Eviggrønne sange i grønne omgivelser

Den herhjemme alt for sjældent hørte norske sangerinde Karin Krog gav salig Billie Holidays repertoire en velafbalanceret og helt personlig fortolkning.

Den norske sangerinde Karin Krog på Sølyst i Klampenborg, lørdag eftermiddag. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jazz på en varm sommerdag,« som var den danske titel på en berømt dokumentarfilm om den amerikanske Newport Jazz Festival, kunne også være en passende titel for denne lørdag eftermiddag i Klampenborg. En afslappet atmosfære i såvel den smukke park som i den musik, der åbnede koncerten.

To svenskere, pianisten Jan Lundgren og bassisten Hans Backenroth, to danskere, guitaristen Jacob Fischer og trommeslageren Kristian Leth, og dertil den amerikanske tenorsaxofonist Scott Hamilton. Sidstnævnte, der som ung vakte opsigt ved ikke at spille progressiv jazz som sine jævnaldrende, men derimod dyrke jazzens gamle dyder, hviler i dag som 60-årig helt i sig selv, og som sådan bød han på fint spil – helt i overensstemmelse med tid og sted.

Og så blev det tid for hovedpersonen, Karin Krog, en norsk sangerinde, som i årtier har hørt til Skandinaviens fineste jazzvokalister, og som bare er en alt for sjælden gæst i Danmark.

Og nu er hun faktisk blevet 78 år, hvilket dog hverken afspejles i hendes fremtoning eller i hendes stemme. Tværtimod.

Her gav hun – som en cadeau til en af årets 100-årsfødselarer, den amerikanske sangerinde Billie Holiday – en række sange fra jazzlegendes repertoire. Men ikke noget med at lege Billie Holiday, for Karin Krog er nemlig Karin Krog.

Hun har en helt personlig, rolig og ren, stemme, og hun kan kunsten at frasere, altså trække ord og toner, så hun får fortalt og genfortalt de gode historier, som de gamle – og eviggrønne – sange nu engang er.

Alt var velafbalanceret – i værker som den velgyngende »I Must Have That Man« og den hurtige »What A Little Moonlight Can Do«, og der var de rette stænk af melankoli i den smukke ballade »Some Other Spring«. Slutteligt fik Karin Krog vist, at hun også behersker den såkaldte vocalese-stil, som går ud på at sætte en tekst til historiske jazzsoli. I dette tilfælde tenorsaxofonisten Lester Youngs version af »Sometimes I’m Happy«, som da også her skulle vise sig at blive en ganske relevant titel.

Hvad: Karin Krog med Scott Hamilton og Jan Lundgren Group.

Hvor: Sølyst, Klampenborg, lørdag eftermiddag.