Eventyr på menuen

Den begyndte på YouTube og endte i BBC World News: Copenhagen Phils såkaldte flash mob i den københavnske metro var verdens mest delte video for et par døgn siden.

Så mange skulle da ind og opleve Tivolis herlige husorkester i virkelig­heden! Hvis torsdagens arrangement var en menu, savnede suppen i form af »Hebriderne« nok krydderi. Alexander Polianichko på dirigentpodiet hører ikke altid til de velforberedte kokke. Lidt for meget kommer bag på ham. Stegen i skikkelse af Beethovens fjerde koncert for klaver og orkester smager til gengæld sublimt med Rafal Blechacz ved tangenterne.

Vor egen Jens Elvekjær havde held med de selvsamme toner i DR Koncerthuset sidste uge. Men hvor danskerens version var dramatisk og spekulativ, kører polakkens som i smør. Hans bløde touch klæder Tivolis nyrestaurerede flygel og gør en halv times pingpong med orkestret til ren salighed. Og hittet »Scheherazade« med perserprinsessens ængstelige soloer ender som endnu en hovedret - Jon Gjesme er ny førstemand i violinerne og løfter udfordringen fornemt. Dejligt at have de mondæne musikere tilbage i haven! schauser