Europæisk topmøde i Montmartre

En polsk violinist, en finsk pianist, en tysk bassist og en dansk trommeslager – fire legekammerater, der leverede jazzoplevelse af ekstraordinært tilsnit

Violinisten Adam Baldych var manden i midten ved det europæiske topmøde i Jazzhus Montmartre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager

Så blev der spillet jazz i ordets bedste betydning. Det vil sige kreativ, overraskende og original her-og-nu-musik – fra fire vidt forskellige, men absolut åndsbeslægtede, musikere.

Og, ja. Jazz. En musikform, som engang blev født ovre i Amerika for efterfølgende at blive annekteret i hele verden. Og ikke blot annekteret. I hvert fald har talrige europæere formået at levere nye farver til den i forvejen farverige genre. Det er i ikke uvæsentlig grad sket i lande som Polen og Finland, hvilket måske for mange jazzlyttere kan forekomme lidt marginalt. Denne aften oplevede man da også en vis tilbageholdenhed i publikumstilstrømningen, hvilket ikke forhindrede, at vi, der var til stede, fik en oplevelse af ekstraordinært tilsnit.

Her var fire europæiske musikere, fire legekammerater, om man vil, og det var den 40-årige danske trommeslager Morten Lund, som havde sammensat aftenens hold. Og Morten Lund er ikke blot en lokal musiker, han har i den sidste halve snes år i ligeså høj grad været en del af den internationale scene, og ud over at være en forrygende god trommeslager, så er han også en mand med en fint underspillet humor, som ikke sjældent kommer til udtryk, både i hans sceniske fremtoning og i hans trommespil.

Sammen med Morten Lund skabte den aldeles fremragende 51-årige tyske bassist Dieter Ilg aftenens levende rytmiske fundament, og dertil kom så den 43-årige finske pianist Iiro Rantala og den 27-årige polske violinist Adam Baldych. Og musikken var – elementært sagt – improvisationsrig fortolkning af værker fra både pianistens og violinistens og jazzens store sangbog.

Iiro Rantala viste sig som en klaverløve med et raffineret, sprudlende, til tider uudgrundeligt, men dog så utroligt overvældende, spil, som trak på hele den store jazztradition, og dertil matchede han så fint Morten Lund - både med hensyn til musik og særegen, underspillet humor.

Og manden i midten var så Adam Baldych, en polsk komet på den globale jazzscene. Her er det godt lige at indskyde, at der er tre lande i Europa, hvor man i særlig grad har vist kunsten at spille jazz på violin. Det er Frankrig, Danmark og Polen. Og det er ikke helt forkert at sige, at hvert land har sine traditioner, ja, sit sprog.

Her var vi helt klart ovre østpå. Ja, uden at forfalde til fordomme, så spillede Adam Baldych ofte med en god portion vemod i strengene, ligesom der også var reminiscenser af sigøjnermusik. Og så havde han med sin vidtudviklede teknik en unik evne for langsomt at bevæge sit spil fra det sart søgende til det ekstremt eksplosive. Ja, undertiden blev det fuldstændigt vildt, dog uden at musikken og det tætte og inspirerende samspil med de tre øvrige musikere blev sat over styr. Og slutteligt faldt alt så smukt på plads i en smukt swingende version af Kurt Weills »September Song«. Ja, det var bare jazz.

Hvad: Baldych/Rantala/Ilg/Lund »European Friends«

Hvor: Jazzhus Montmartre, fredag aften.
Også lørdag aften.