Erasure skabte en diskoficeret feel good-fest

De britiske veteraner rullede arsenalet af stærke synthpop-sange ud på Arena

Erasure spiller på Roskilde Festival 2017, torsdag den 29. juni 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Det kniber vist lidt med hukommelsen for Erasures forsanger Andy Bell. Undervejs i aftenens koncert lod han publikum vide, at han for nylig havde fortalt en bekendt, at det cirka var 5 år siden duoen sidst lagde vejen forbi Roskilde.

Efterfølgende erfarede Bell så, at det rent faktisk var helt tilbage i 1997, at briterne sidst gæstede festivalen. Og lidt senere i koncerten ville han fortælle en anekdote om noget dansk TV han havde set, men da han så var godt i gang kunne han pludselig ikke helt erindre pointen.

Erasure spiller på Roskilde Festival 2017, torsdag den 29. juni 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Noget han og makkeren Vince Clarke samt parrets to friske korsangerinder så til gengæld stadig godt kunne finde ud af var at skabe et kulørt og skamløst iørefaldende brag af en diskoficeret feel good-fest på Arena-scenen.

Iklædt tætsiddende glimmerjakkesæt førte flamboyante Andy Bell an i festlighederne. Han dansede omkring. Vrikkede med hofterne. Viftede med armene. Koketterede. Piskede en god stemning op i det fyldte festivaltelt. Publikum fulgte hans eksempel. De dansede og skrålede med det bedste de havde lært på en perlerække af tandemens allerstørste hits samt enkelte afstikkere til deres aktuelle album »World Be Gone«.

Erasure spiller på Roskilde Festival 2017, torsdag den 29. juni 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Erasure vil i nogen bevidsthed måske fremstå som et lidt småkitschet nostalgi-act. Men det er altså vanskeligt at negligere den række af skridsikre hits, som makkerparret gennem deres 32 år lange karriere har leveret. Og især når de bliver sendt så selvsikkert og veloplagt afsted som tilfældet var her. Det var umuligt at modstå gruppens stærke popsange.

»Oh L’Amour«, »Sometimes«, »Chains Of Love« og naturligvis den sandsynligvis største ædelsten i englændernes omfattende diskografi, megahittet »A Little Respect« fra 1988, alle som en kom de og mange flere kåde og lyksalige synthpop-baskere som perler på en snor. Erasure satte ikke mange dansefødder forkert.

Erasure spiller på Roskilde Festival 2017, torsdag den 29. juni 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Teltfesten eskalerede gradvist. Der manglede vel egentlig bare en gigantisk, roterende spejlkugle øverst oppe under teltdugen for at Arena ville have været omdannet til en livlig diskoklub? Publikum sang med, dansede, krammede og kyssede i et væk. Med sådan en overbevisende indsats var det slet ikke så vanskeligt at have en massiv respekt for veteranerne.

Hvem: Erasure
Hvor: Roskilde Festival, Arena, torsdag.

Lyt til Erasures seneste album »World Be Gone«´her: