Engelsk rapper fik publikum til at feste eftertænksomt

Onsdag aften på Apollo speed-rappede den forsinkede Little Simz sig igennem en håndfuld sange, der både inviterede publikum til at danse og ransage sjælen.

roskildefestival2016 roskildefestival2016
Little Simz åbner Apollo, Roskilde 2016 om torsdagen.. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

»They told her women cannot call themselves kings / They told her fame is not made for everyone / Trials and persons will be explained / Women can be kings«. Sådan lød det på introen til »Persons«, der åbnede den engelske rapper Little Simz koncert på Apollo onsdag aften.

Læs Roskilde-anmeldelse: Dansk duo samlede tusinder til MILF-kærlighed og funky bollemusik

Heldigvis hørte publikum ikke til dem, der ville modsætte sig Little Simz’ ambition at blive en af hip-hoppens næste konger. Den 22-årige Simbi Ajikawo har rappet siden hun var 11 år gammel, og det kunne i den grad høres. I sit bidske flow og jordbundne London-accent leverede hun sange, der ofte kredsede om hendes kampe for at holde fast i uafhængigheden som usignet kunstner og samtidig bryde gennem i musikverdenen.

Læs også: Musikredaktørens guide til Roskilde-programmet

På »Wings« understøttede det bløde, blafrende klaver og de atmosfæriske synths Simz’ fortælling om at holde hovedet koldt og kæmpe videre. »Good things come to the people that wait and I waited / Tell me, do you believe the quote above stated? / Nobody handed me a dream, I had to chase it / I had to be business-minded and put my feelings aside«, rappede Ajikawo.

Satte mosh-pitten på plads

Selvom hun i sit flow er mange af hendes ældre kollegaer langt overlegen, var Simz langt fra et prangende bekendtskab. Hun dedikerede den rørende »God Bless Mary« til naboen, der måtte finde sig i Simz’ støj i forbindelse med sangindspilninger. Det støvede beat blev kontrasteret af de glimtende synths og storladne Hollywood-strygere, og det illustrerede distancen mellem rapperens uglamourøse omgivelser og ønsket om at leve som global stjerne.

Læs Roskilde-anmeldelse: Ny dansk poptrio fik publikum til at spille luft-keyboard

Simz’ eftertænksomhed resulterede dog ikke i en distanceret koncert. På blandt andet »Dead Body« tirrede hun publikum ved at starte sangen for brat at stoppe den igen. Kunne hun liiige få lidt mere energi? Og jo, den knurrende, rave-a-la-Prodidg-synth på »Dead Body« kunne få festivalgæsterne til at gå mere amok.

Under det sidste nummer »Barz Simzson« gik publikum, efter Simz’ mening, faktisk lidt for meget amok. Simz fik stoppet den opståede mosh-pit med en påmindelse om, at de første rækker kunne blive presset for hårdt mod hegnet. Vend energien opad, tilskyndede hun. Selv manglede Simz ikke energi men tid, for hendes halve times forsinkelse gjorde koncerten alt for kort.    

Hvem: Little Simz

Hvor: Roskilde Festival, Apollo, onsdag