Skægget er der stadig. Det samme er skovmandsskjorten. Men ellers er det meste forandret fra 2008, da Bon Iver albumdebuterede med »For Emma, Forever Ago«, som han indspillede i en snetyst hytte i Wisconsin. Uden hjælp fra meget andet end en guitar, en firesporsbåndoptager og et ualmindelig stort sangskrivningstalent.
Albummet gjorde Bon Iver, der egentlig hedder Justin Vernon, til en stjerne i de kredse, som elsker en god kunstnerhistorie og kunne kende sublime sange, når de hørte dem.
Men hvor Bon Iver, der nu står deroppe på Falconer Salens scene, stadig ligner en autentisk singer-songwriter, så skete der et musikalsk skred på hans andet album, »Bon Iver«, som udkom tidligere i år. Her var alt blevet større - produktionen, arrangementerne og holdet af musikere.
Det var, som om Bon Iver ikke kunne komme langt nok væk fra hytten og omverdenens forestilling om ham som en ensom, autentisk sangskriver med H.D. Thoreau som favoritforfatter.
Til Emma
Med sig i Falconer Salen har han da også hele otte mand og et væld af instrumenter. Og de fire blæsere, de to trommesæt, violinen, guitarerne, keysene og bassen kommer alle i aktion i det første nummer, »Perth«, som ruller diset og siden dramatisk ud over publikum. Derefter følger »Minnesota, WI«, og hen over de næste 80 minutter får salen alle numrene fra det seneste album, hvor det mere handler om stemninger og teksturer end om regulære melodier.
Det er bandet også indforstået med og spiller indfølt og med fin fornemmelse for poesien og suget i kompositionerne. Indimellem bliver udtrykket dog - præcis som på pladen - til lidt ligegyldig musiceren, men på den baggrund står sangene fra debuten endnu smukkere med deres intime og melodiske afklarethed. »For Emma«, »Skinny Love« og »re: stacks« - som blev givet på guitar og uden orkester - er således blandt højdepunkterne i et sæt, hvor den falset-stærke Bon Iver får lov at demonstrere, hvor meget han vil og kan. Men alligevel gør han sig allerbedst i selskab med sangene fra hytten. Dem med skæg og skovmandsskjorte.
