Det kunne næsten ikke passe bedre. Som afslutning på et travlt koncertår med en støt voksende fanskare indtog Folkeklubben lørdag aften det gamle Folkets Hus. På det Vesterbro, som de så ivrigt og poetisk har besunget på debuten »Nye Tider« og dette års glimrende »Danmarksfilm«.
Som man stod der i garderobekøen inden koncerten, var det svært ikke at bide mærke i, hvor alsidigt et publikum Folkeklubben har fået i tale. Her stod langskæggede hipsters side om side med søde seniorer, forstadskoner i stiletter, lastbilchauffører i træsko (ja sgu!); her var mænd med hestehaler, mediebriller og dialekter, der normalt klinger hundredvis af kilometer vest for Valbybakke.
Jo, Folkeklubben lever i den grad op til deres navn. Også på scenen denne aften, hvor nationalskjald in spe Kjartan Arngrim, guitarist Rasmus Dall og den musikalske blæksprutte Rasmus Jusjong på fornem vis blæste den danske spillemandstradition op i et popformat, der fyldte flot i Store Vegas højloftede sal. Uden at gå på kompromis med den intimitet og jovialitet, der også er en del af nøglen til deres succes.
Et folkeligt oplysningsprojekt
Koncerten var inddelt i to halvdele med indlagt pause. Første sæt med overvejende fokus på sangene fra »Danmarksfilm«, andet sæt med hovedvægten lagt på »Nye Tider«. Følelsen af at være i rigtig godt selskab var dog gennemgående uanset om det lille orkester kastede sig ud i ulmende sager som titelnummeret fra »Danmarksfilm«, den meget Kim Larsen’ske »Husk Mit Navn«, den fordrukkent associerende »Byens Kro« eller elementært rørende ballader som »Par Nr. 7« og »Elizabeth«.
Ja, man kunne blive ved. Folkeklubben har nemlig allerede skrevet rigtig mange gode sange. De sigter tydeligvis efter at forene det bedste fra Kim Larsens simpelt klingende dannelsesprojekt og Allan Olsens skæve humor og karakterertegning. Og de er godt på vej, må man sige. Ja, Allan Olsen kiggede sågar selv forbi og gav et par numre inden pausen.
Udover at spille rigtig god popmusik, ligner Folkeklubben denne aften også konturerne til et sympatisk oplysningsprojekt. Der bliver spillet i øjenhøjde og sunget mundret. Men det er aldrig leflende eller banalt. Sangene er skrevet og sunget med et hjerte, der banker for et bedre Danmark. Og som tør drømme om det og synge det højt. Og som sådan hører jeg også i disse sange et tiltrængt forsvar for dannelsen, for næstekærligheden, for romantikken, for poesien, udkanten og randeksistensen, for galskaben og samhørigheden. Det er altså ikke småting.
Der bliver snakket så meget om, at vi herhjemme mangler kulturel og social sammenhængskraft. Hvis nu alle begyndte at lytte Folkeklubben, tror jeg vi ville være nået et godt stykke af vejen.
Hvad: Folkeklubben
Hvor: Store Vega, lørdag
