En drøm af en koncert fra Love Shop

25 år efter deres debut beviste Love Shop lørdag aften i Store Vega, at de stadig er blandt landets mest vitale og velspillende orkestre.

Love Shop på scenen i Store Vega lørdag 8. marts 2014 Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

»Så står vi her igen,« hører jeg en stemme sige bag mig, mens Dannebrog kommer til syne oppe på Store Vegas scene til tonerne af »De Uheldige Helte«-temaet. Der er noget om snakken. For sandt for dyden om Love Shop ikke efterhånden er blevet en af den dansksprogede rockmusiks mest sejlivede institutioner.

I år er det 25 år siden, at kærlighedsbutikken første gang slog dørene op med den velformede debutsingle »En Nat Bliver Det Sommer«. Men selvom det kun er førstemand, Jens Unmack, der er tilbage af det oprindelige personale, synes butikken måske bedre kørende end nogensinde.

Det er bestemt ikke for at tage noget fra de tabte krigere Hilmer Hassig og Henrik Hall. Uden dem havde der ikke været et Love Shop i dag. De var med til at etablere det klassiske repertoire, som folk bliver ved med at komme tilbage efter. Og de vil for altid være savnet.

Men det nye personale, der er kommet til - og her tænker jeg især på den nye bestyrer Mikkel Damgaard (produktion og keyboard) og andenmand Mika Vandborg (guitar) - gør det også virkelig godt og bliver sammen med Unmack ved med at sørge for, at der bliver fyldt nye varer af rigtig høj kvalitet på hylderne.

Senest i form af »Kærlighed Og Straf«, Love Shops tiende album, der udkom sidste efterår, og som helt fortjent tegner en stor del af sætlisten denne lørdag aften i Store Vega. Og det er bestemt en god ting, for nummer for nummer er pladen blandt det bedste, Love Shop har udgivet.

Holder sig vitale

Poplækkerier som »Danmark Bye-Bye«, »Bella Vista Regn« og den giftige »Hugorm« lyder allerede som fremtidige Love Shop-klassikere, mens den dramatiske »I Morgen« og »Mesteren« også står virkelig flot og majestætisk denne aften. Her er et band, der forstår, at de kun holder sig kunstnerisk i live ved at blive ved med at insistere på give publikum en masse nye, vitale lunser af tygge på.

Og de smager som en drøm. Love Shop har med årene udviklet sig til et virkelig toptunet live-orkester, der stort set aldrig sætter en fod forkert. De lyder som en plade, som man siger. Det er en stor og stærk lytteoplevelse, men også en, der er så sikker i sit anslag, at man næsten kommer til at savne følelsen af, at noget rent faktisk kan gå lidt skævt.

Det gør det naturligvis ikke. Og man skulle da også være et kæmpe skarn for at brokke sig over, hvor meget god musik, vi får her. Unmack er vanen tro rigtig godt kørende i front, men det er især Mika Vandborg, der med sit eminente guitarspil løfter materialet helt op i det musikalske himmerige på drømmehug som »Alle Har En Drøm At Befri«, »En Nat Bliver Det Sommer« og ikke mindst den knusende rifftunge »Hvorhen? Hvordan? Hvornår?« Der sammen med »Sang Fra Verdens Ende (One Hit Wonder)« og »Bella Vista Sol« står blandt aftenens lysende højdepunkter.

Ja, der er mange sange at fremhæve. Sådan er det, når man har fornøjelsen af et af landets absolut bedste orkestre i to timer en lørdag aften. En aften der på bedste vis cementerede, at der stadig er god grund til at besøge butikken. Kærligheden består. Eller som Love Shop selv ville sige det: »Love Goes On Forever«.

Hvad: Love Shop
Hvor: Store Vega, lørdag

Lyt til hele den stærke sætliste her: