En Bon Jovi-koncert er åbenbart blevet sådan et sted, hvor man tilfældigt støder ind i en tidligere kæreste ved indgangen og bliver mindet om en tid, hvor realkreditlån og pensionsopsparing ikke tyngede tankesættet og rocken måske rullede lidt mere frit i årerne.
Og det så da også ud til, at det var dem, der allerede havde trådt de fleste af deres løntrin, som havde revet en torsdag aften ud af familiekalenderen for at kaste sig ud i selskab med noget, der vel godt kunne betegnes som gammel kærlighed. Måske lettere bulet som den gigantiske Buick Electra 225, der fyldte hele den ene ende af Parken, men også smukt svunget i formerne og med et maskinrum, der var lige så bundsolidt og trofast som det band, Mr. Jon Bon Jovi havde bragt med sig til København.
For da der for alvor kom gang i motorblokken under kølerhjelmen, viste de aldrende herrer på scenen, at de sagtens kunne matche Parkens betonakustik. Og det selv om Jon Bon Jovi måtte undvære sin sædvanlige wingman, guitarist Richie Sambora, der imidlertid var blevet erstattet af den erfarne og absolut velspillende Philip Eric Xenidis - bedre kendt som Phil X. Han og trommeslager Tico Torres var mænd for at binde det hele sammen med en tight »no bullshit« attitude.
Til gengæld må man desværre sige, at aftenens hovedperson ikke havde en af sine bedste aftener. Jon Bon Jovis stemme er ikke, hvad den har været, og når der ikke lige gik fællessang i den som på »You Give Love a Bad Name«, »Runaway«, »Bad Medicine«, »Its My Life« og ekstranumrene »Wanted Dead or Alive« og »Living On A Prayer«, så blev den tapdryppende forsanger trods åbenstående ærmeløs skjorte og lædervest og tusser på overarmene direkte udstillet, når stemmen skulle bære for meget alene. Han ramte bare ikke lige altid tonen, når numre som »Lost Highway«, den nye »What About Now« eller en bedaget cover af »Pretty Woman« skulle leveres. Ja, selv det som jeg altid har ment var Bon Jovis bedste nummer nogensinde, den ellers heftigt rullende »Keep The Faith«, faldt klaskende til jorden efter at have ramt Parkens endevæg. Prøv lige en gang at række det nummer videre til Mick Jagger, så vil man opleve, hvordan den slags skal skæres.
Det niveau kommer Jon Bon Jovi bare ikke i nærheden af, end ikke hvis han var blevet født med højhælede støvler på, men bare det halve kan også ind imellem være fint nok. For Bon Jovi er synonym med en ganske gedigen poprock, som den er blevet brygget i generationer, leveret af en flok sympatiske håndværkere, der har været længe nok i faget til at holde et pænt højt bundniveau.
Men i Parken denne aften gik det sidste led, der skulle have givet hele maskineriet den helt rette V12-lyd, ned. Meget symptomatisk for det hele høstede den italienske pige, der blev hevet op på scenen for at synge med på »Who Says You Can’t Go Home« således et af aftenens største bifald, da det viste sig, at hun ikke blot så godt ud - hun kunne minsandten også synge. Ja, sådan kan selv verdens ældste koncert-trick give positive overraskelser. Bare der havde været nogle flere af den slags denne aften, der endte som en habil koncertoplevelse trods det, at manden i førersædet ikke helt kunne holde tonen.
Hvem: Bon Jovi
Hvor: Parken, torsdag aften.
