En ægte Pascal med tryk på

Sidste uge var det Dronningens show. Denne uge seriøsitet, sovjetmusik og sygemeldt solist. Musikerne i DRs symfoniorkester klarer alt.

Et sjældent syn i det danske: Yan Pascal Tortelier på dirigentpodiet og Sayaka Shoji som violinsolist. Begge blev stormende modtaget i torsdags. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man flotter sig lige og tager en vogn hjem. Chaufføren har hørt koncerten på sin digitale radio. »Var den dirigent ikke ret spændende?« spørger han så.

Øh, jo ... Yan Pascal Tortelier er enestående. Hvis død var yin, ville Yan være yang.

Den berømte Paul Torteliers knap så berømte søn har ikke optrådt med orkestret i en halv snes år efterhånden.

Han er ellers en dirigent, man hurtigt savner. En dynamisk og dejlig realistisk musiker. Når han stiller sig ud på kanten af det runde podium, ligner han en kuglestøder i sin ring.

I torsdags først med Schuberts pompøse symfoni nummer ét. Den blev skabt lige før kongressen i Wien anno 1814, lige før Europas nye grænser skulle tegnes op.

Og når Tortelier står foran orkestret, kan man høre den slags: Den lyder grænseløs, klinger ligesom på tværs af stregerne - hurtige melodier virker langsomme og omvendt.

Hvorpå selveste Sayaka Shoji sprang til i stedet for en sygemeldt solist!

Den japanske violinvirtuos minder jo lidt om landsmanden Midori i det ydre. Hun gør det endnu mere i det indre:

Sjostakovitjs koncert nummer to for soloviolin og orkester bliver til et drama i hendes hænder. Til et trist billede af livet som sovjetisk kunstner anno udrejseforbud, til vredt stykke om mig og jer andre, til en musik uden illusioner.

Hvilken gribende halvtime. Alle sidder som forstenede over den lille kvindes kamp mod det mægtige messing bagved.

Og hvilken kæmpe kontrast til DR Symfoniorkestrets show for Dronningen forgangne weekend.

Men det bliver bedre endnu. Johannes Brahms’ første symfoni ender som højdepunktet. Som en akustisk spændende tour de force - og med helt usædvanlig mange følelser udenpå for den komponist.

Tag bare Christina Åstrands violinsolo undervejs: Melodien lægger sig for en gangs skyld ikke som melodi plus grød. Snarere som en næsten smertelig kant på resten.

Ingen kan som Brahms fylde sjælen med germansk længsel efter gamle dage.