Da det, der var annonceret som aftenens første sæt nærmede sig de to timer, kunne man godt gå lidt i panik, idet koncerten meget vel kunne gå hen at blive for meget af det gode.
Det fandt musikerne så heldigvis også ud af, pausen blev strøget, og den samlede spilletid nåede op på to timer og 20 minutter. Og var det så for meget af det gode?
I hvert fald var det en alt andet en konventionel jazzkoncert, hvilket vel også var ventet.
Den nu 69-årige amerikanske sangerinde Patty Waters har kun optrådt ganske få gange i de seneste 50 år. Denne koncert var hendes første og eneste i Europa, og så har hun, sin manglende synlighed til trods, inspireret kunstnere som Patti Smith, Diamanda Galás og Yoko Ono.
Men her var hun så, og tilmed ikke den eneste kult-kunstner på scenen. Den nu 78-årige pianist Burton Greene, der også akkompagnerede Patty Waters for 50 år siden, er faktisk en af avantgardejazzens ægte veteraner og personligheder, hvad han da også skulle bekræfte i rigt mål.
Koncerten alternerede nemlig mellem vokalnumre og triojazz, hvor Burton Greene blev effektivt ledsaget af den 57-årige hollandske bassist Tjitze Vogel og den 72-årige amerikanske trommeslager Barry Altschul.
Og trioen kunne i sig selv sagtens bære en koncert, idet der var god energi og ikke mindst et dybt originalt klaverspil, hvor den skæve bebop-pianist Thelonious Monk lurede i kulissen. Men her blev det måske for meget af det gode, fordi man nu var gearet til at opleve Patty Waters.
Hun fik dog plads til sin kunst, hvor selve repertoiret faktisk var ganske velkendt, en blanding mellem folkemusikalske numre og jazzstandards, ikke mindst ballader hentet fra salig Billie Holiday.
Og netop den inderlighed og den smerte, som Billie Holiday kunne lægge i sine sange, formåede Patty Waters at køre ud i yderste konsekvens. Mens trioen leverede et tæppe af lyd, som ikke havde en egentlig puls, formidlede Patty Waters sangene med en spag og nærmest grådkvalt røst.
Og i modsætning til sin umiddelbart lidt generte fremtoning, så formåede hun i det øjeblik, hun begyndte at synge, at skabe magi. Her var sære intonationer og glissandi, ligesom hun trak ord som »Love« og »Wild« ud af henholdsvis »Careless Love« og Wild i »Wild Is The Wind« for at sende dem i en slags kredsløb på betagende vis.
Og selv om balladen »Lover Man« findes i utallige versioner, så var det her, at tragikken for alvor fik listet sig ind, og Patty Waters til fulde fik bekræftet sin status som ægte kult-kunstner.
Hvem: Patty Waters & Burton Greene Trio.
Hvor: Jazzhouse, søndag aften.
