Eminem sad fast i sin musikalske tidsmaskine

Skellet mellem klassikerne og de nyere rap-rock-fadæser var alt for tydeligt under den amerikanske rappers koncert på Orange onsdag aften.

Eminem slutter Orange Scene af på Roskilde Festival onsdag den 4. juli 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Helle Arensbak

Det var et møde, mange havde ventet længe på. Koncerten på Orange onsdag aften var ikke alene Eminems Roskilde-debut, men også rapperens første koncert på dansk jord. Et plaster på såret for amerikanerens to tidligere aflysninger.

Mine forventninger var hverken høje eller lave. Selv om Eminem viste sit tekniske værd, da han speed-rappede sig gennem »Rap God« og i løbet af koncerten delte ud af det bedste fra producer Dr. Dres medicinkabinet, føltes det på mig, som om, at Eminem tærskede igennem et ujævnt og ofte lettere forældet pensum. »Music is my time machine«, rappede Eminem på »Cinderella Man«.

Der var absolut stykker af Eminems koncert, der mindede mig om, hvorfor den 45-årige rapper med rette kan kalde sig en legende. Under koncerten havde jeg gymnasieelever til venstre for mig, og til højre diskuterede midaldrende mænd andelsbeviser. Der opstod fælles ekstase, da trioen af hits fra slut-90’erne og start-00’erne, »My Name Is«, »The Real Slim Shady« og »Without Me«, blev fyret af. Em skar ind til benet og lod de enkelte tracks’ styrker stå klart, da beatet på »My Name Is« haltede afsted på zombie-maner og »The Real Slim Shady«s synth trippede fjollet.

Det var numre som disse, der etablerede Eminem som provokatør og udpensler af både tegneserieagtig og dybfølt vrede over den svært opnåelige amerikanske drøm, censurering af musikken og enhver person, der tilfældigvis pissede ham af. Det virkede som en forspildt chance, at den samfundskritiske »White America« ikke blev opdateret, når der nu sidder en temmelig fremmedfjendsk mand i Det Hvide Hus og det var 4. juli, USAs uafhængighedsdag no less.

Kvalitetsforskellen var alt for mærkbar mellem de stramme klassikere og nyere numre som den gumpetunge raprock-rodekasse »Berzerk« og intetsigende seriemorderfantasier/parodier »3 a.m.« og »Framed«.

Nok udløste popkollaborationer med Rihanna (»Love the Way You Lie« og »The Monster«), Pink (»Won’t Back Down«) og Ed Sheeran (»The River«) fællessang, men deres charme forduftede hurtigt. Sangerinden Skyler Grey overdøvede Em på »Walk On Water«, der ellers var et sjældent indslag af indfølt selvransagelse.

At Eminem holdt tempoet igennem en ujævn række sange var ikke nok til at overvælde mig. Kollegaer som Kendrick Lamar, Drake og the Carters har med fremadrettede lyduniverser og gennemtænkte, fortællende visuals sat barren højt. Det var for tydeligt, at Eminem er gået i stå musikalsk.

Hvem: Eminem

Hvor: Orange, Roskilde Festival, 4. juli 2018