Man fik næsten lyst til en tur i Himmelskibet, Odinekspressen eller måske endda op i Det Gyldne Tårn.
Iklædt glimmerjakke, guldsko og store blå solbriller, kunne Sir Elton John faktisk godt ligne en Tivoli-arbejder ved en af de store og velbesøgte forlystelser i den gamle have. Eller en skæv karakter fra »Alice i Eventyrland« eller »Troldmanden fra Oz«.
Han har med andre ord aldrig været bleg for at trække i ekstravagante uniformer og outfits, der ville kunne gøre samtlige førsteårsstuderende på AFUK grønne af misundelse. Man kunne næsten blive en smule skuffet, hvis den gode Elton ikke serverede lidt bling-blinget over-the-top-lir.
Af samme grund skulle mange måske lige sluge, at han ved sin to timer lange koncert i Tivoli, foruden outfittet, der i øvrigt talte blandt de mindre flamboyante i Elton John-garderoben, valgte at nedtone glamouraspektet, for i stedet at bruge størstedelen af sin energi på at spille en række af sine bedste sange - bare spille dem. Uden at pakke dem ind i et kulørt kæmpeshow.
Sangene fik lov at stå der for sig selv. Det var faktisk befriende. De rigtig gode sange, som han faktisk har lavet mange af. Især i glansperioden 1970-1976. Dem fik vi et stort udpluk af her. »Goodbye Yellow Brick Road«, »Rocket Man«, »Your Song«, »Tiny Dancer« og så videre. Elton spillede også et par af dem sidst han besøgte i Tivoli i 1971 – hvilket han også selv grinede lidt smørret af flere gange.
Kan stadig flytte pølserne
Der er et fundamentalt problem med koncerter i Tivoli. Det er lyden. Den er simpelthen alt for lav. Selvom man stod pænt fremme i rækkerne, kunne man høre folk omkring sig snakke ganske tydeligt. Og når i tillæg så, at lyden på den Iggy Pop-lignende guitarist Davey Johnstones guitar var ikke-eksisterende i lydbilledet de første 3-4 sange, så gjorde det bestemt ikke oplevelsen et hak bedre.Lydmanden må have røde ører i dag.
Men lidt inde kom der bedre styr på lyden og der blev skruet lidt op. Tak for det. Så kunne man nemlig stå og nyde Elton slå sig hæmningsfri løs bag klaveret. For nok er den 68-årige pianobokser blevet ældre og rundere, men han formår så sandelig stadig at flytte pølserne på de hvide og sorte. Sikke han kunne.
Fra det helt intime og melankolske, til de ekspressive og eksplosive Jerry Lee Lewis’k-svampede rock n’ roll-ridt på tangenterne. Hver gang han havde afsluttet et nummer rejste han sig smilende og pegede på publikum. »Thank You« kunne man mundaflæse. Han virkede oprigtigt veloplagt.
Fandt ungdommens råhed
Særligt en række af de mere up-tempo-numre som »All The Girls Love Alice«, »Burn Down The Mission« og »Saturday Night’s Alright For Fighting« fungerede stærkt. Elton formåede uden besvær at finde ungdommens råhed frem i sin stemme. Han sang stadig glimrende.
Naturligvis gik tåreperserne også rent hjem. Førnævnte »Your Song«, »Sad Songs (Say So Much)« og ikke mindst »Don’t Let The Sun Go Down On Me« fik publikum til at få fællesskråleren på. Man kan måske mene, at nogle af disse numre er lige lovlig corny i det, men man kan ikke tage fra ham, at de samtidig er ekstremt effektive og melodiøse.
Det var vanvittig rart at opleve de mange gode sange uden for forstyrrende elementer. Så blev man mindet om, at Elton John engang var en flabet og glam-rundet pop-créateur, der kunne tegne uden for stregerne. Det er ikke så tit man tænker sådan om ham mere.
Hvem: Elton John
Hvor: Plænen i Tivoli, mandag
Hør setlisten fra koncerten her:
