En kvinde misbruges, bliver med barn og har bange anelser. For den lille kan jo have arvet faderens gen for grusomhed …

Sønnen opsøger faktisk sin far og vil hævne sig en dag. Men han ser, den gamle er blevet blind. Og han lader sin medfølelse vinde.

»Den mand fortjente at dø. Men du fortjente ikke at slå ihjel,« synger moderen lettet.

Musikken er af Kaija Saariaho. Et fyldt koncerthus plus lyttere på P2 og seere på DR K fik den torsdag aften. Nogle turde knap nok trække vejret.

Anledning: Det finske femininum skulle modtage Léonie Sonnings Musikpris.

Stykket er grumt og smukt på én gang. Tænderskærende i det store orkester, hjerteskærende i munden på aftnens solist. Det rummer faktisk hele kernen af hendes kunst. Man kan svinge med på alles motiver og mærke alle melodier – også når de modsiger hinanden.

Der kan være noget reserveret over hende selv. Takketalen handlede for eksempel om højvande i havene og lavvande i de kunstneriske kasser og var til den tørre side.

Hendes musik er nøjagtig lige så reserveret. Når hæren af musikere skal hviske tillægsord om lyset, bliver det for eksempel aftnens stærkeste øjeblik. En hvisken som højdepunkt!

Kaija blev verdenskendt for sit arbejde med computere og musikere på samme scene. I sidste ende med forvanskninger af virkelighedens lyde.

Men hendes flair for orkestrets oprindelige farver virker mindst lige så medrivende. En halv koncert med hende er egentlig bare et væv – som landsmanden Sibelius’ musik kan være det. Der hænger lige som en drøm mellem det talstærke orkester på scenen og det meget tyste publikum ude i mørket.

Selv når en tromme pludselig tamper løs eller trompeterne gjalder, lyder de ikke virkelige i den forstand. De er bare en ekstra dyb bule i hendes drømmetæppe.

Så når der nu skulle spilles noget andet bagefter, var »Ildfuglen« fra 1910 ikke det ringeste. For det er Stravinskys mest impressionistiske orkesterstykke. Netop mere flygtig farve end rytme.

Det hører så samtidig til de mest krævende og var ikke færdigt til den store aften. Kaijas musik havde vel taget det meste af prøvetiden. Godt nok.