Sommerhimlen, landskabet, kvinden...
Drømme tager ikke hensyn til mørke skyer og mudderpøle og minusdage. Drømme dvæler kun ved det dejligste. Og man gad godt genfortælle dem til hele verden bagefter.
Torsdagens koncert med DR SymfoniOrkestret handlede fra først til sidst om den drøm.
Tag nu »Nætter i de spanske haver«. Der stod Første Verdenskrig på kalenderen dengang. Manuel de Falla sad selv i Paris - langt væk fra halvøen nede i sydvest, langt fra melodierne og de dansende tamburiner.
Okay: Tysk musik har det aldrig været. Hvis man bedst kan lide de lange linjer, det seje træk, hele turen fra A til B, så keder man sig lidt. Middelhavsmusik er farvemusik.
Men når Steven Osborne sidder ved klaveret, keder man sig ikke længere. Skotten må være verdens mest oversete virtuos. Han lader sine hænder danse igennem på de tangenter. Altså medmindre han kaster dem rundt eller vrider dem som en flamencosanger.
For resten sjovt med den musik i DRs sal: Værkerne er ikke bare fuld af farver. Det fyger også med korte toner, med spørgsmål og svar, med udråb fra orkestret og ekkoer fra klaveret. Man hører dem alle og på godt og ondt. Hvor skal der dog spilles nøjagtigt.
De 1.000 mennesker er vel kommet for Manuel de Fallas havedrømme. Eller måske for den spanske rapsodi - for Ravels udstyrsstykke med det skønne lys og de elegante skygger.
Så mange får sig en overraskelse: Olivier Messiaens kvarterkorte »Oiseaux exotiques« er modernisme. En fantasi om fugle i det fjerne Sydamerika, ja. Men først og fremmest modernisme.
Hvor skønt... Man får blæserne, slagtøjet, den skønne Steven Osborne igen. Helt pænt holdt sammen af Ludovic Morlot. Stedet lyser pludselig af ånd, af saglighed, af konkrete stemninger for voksne. Og vel kan Messiaens kakaduer lyde lettere kaotisk sine steder. Men dét kan naturens egne jo også. De får bare en kant af kultur.
Vi sætter selv vores drømme sammen, siges det. Virkelighed er virkelighed. Drøm er kunst. Husk genudsendelsen.
