Djævlen ligger i detaljen

L.O.C.s magnetiske karisma var næsten nok til at overdøve den buldrende lyd i Pumpehuset fredag aften.

Liam O'Connor i koncert i Pumpehuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Weng

»Personality goes a long way,« lød en af replikkerne engang i en film af Tarantino. I tilfældet L.O.C. er der bestemt noget om snakken. Århus-rapperen med de irske aner er om noget en mand, der mestrer forførelsens kunst. Men fredag aften ved den første af to totalt udsolgte koncerter i Pumpehuset blev den populære rappers magnetiske karisma dog sat på lidt af en prøve af et brutalt buldrende lydbillede, der i store dele af koncerten druknede alle tilløb til musikalske nuancer.

Det var nu ellers et ganske sympatisk træk af L.O.C. at lægge sine hovedstadskoncerter på et så forholdsvis beskedent spillested som Pumpehuset. Mere end 100.000 danskere har downloadet hans seneste album »Persona, Prestige, Paranoia vol. 1«. Ganske vist gratis takket være en meget omdiskuteret kommerciel aftale med TDC, men stadig et kraftig vink med en vognstang om, at han er en mand på toppen af sin karriere og formentlig kunne have fyldt Forum, hvis han ville.

Bidende intens

I stedet fik det københavnske publikum i Pumpehuset mulighed for at opleve en særdeles tændt L.O.C. på nærmeste hold. Selvsikkert tronede han frem på scenen og lagde stærkt ud med det hårdtslående nye nummer »Jeg er Judas«. Men til trods for en potent levering var det svært ikke at ærgre sig over fraværet af dansk hiphops tidligere alfahan Jokeren, som på albumversionen imponer stort med rablende original stodderpoesi.

Den slags bagateller lod dog ikke til at gå aftenens hovedperson synderligt meget på. Heftigt gestikulerende med sorte læderhandsker, spændte muskler og et vanvittigt smil plantet i ansigtet, kropsliggjorde rapperen især i koncertens første halvdel dén diabolske persona, der males frem i hans mørke rim. Så bidende intens at man for en stund glemte den buldrende lyd og de medbragte musikeres lettere primitive gengivelse af de ellers detaljerede studieproduktioner.

Næsten forført

Undervejs lod L.O.C. paraderne falde med et akustisk version af ’Du Gør Mig’ i bedste Rasmus Seebach-stil. Billige point, som L.O.C. selv storgrinende bemærkede, mens kameraer på hundrede smartphones forevigede det ømme optrin. Det var bestemt ikke stor musik, men det gav et afvæbnende indblik i den selvgjorte millionærdrengs blødere sider. Og pludselig var det ikke så svært at forstå, hvordan en mand, der har gjort karriere ud af at rappe om at gøre slemme ting ved søde piger, er blevet så ualmindeligt populær.

Da L.O.C. efterfølgende leverede en parade af publikumsfavoritter som »Frk. Escobar«, »Undskyld, so« og »Momentet« med gæsteoptræden fra U$O, nærmede det sig forførelse på højt plan. Men kun næsten. For slap man fokus fra hovedpersonen, blev man igen opmærksom på, at musikken ikke helt spillede, som den skulle. Og Jokeren var stadig ingen steder at se.

Hvem: L.O.C.

Hvor: Pumpehuset, fredag