Så kom folkefesten for alvor til Northside Festival. Og så endda på et afbud.
For det var egentlig den populære britiske popsanger Sam Smith, der skulle have spillet tidligt fredag aften på Blå Scene. Men han måtte melde afbud, og så trådte gendannede Dizzy Mizz Lizzy til i stedet. Man kan sige, hvad man vil om det »kunstneriske« niveau i deres riff-baserede power-rock, men det er altså noget, som folk kan forstå.
Der skulle således ikke gå mere end et par takter af klassikere som »Glory« og »67 Seas In Your Eyes«, før det ellers så cool Northside-publikum blev omdannet til noget, der mindede mere om et fælles-syngende, luftguitar-spillende Grøn Koncert-publikum. Skønt efter en lidt vaklende eftermiddag indtil da.
Dizzy er ikke cool eller kunst. Men hold nu op, hvor det virker.
Man har altså gjort et eller andet rigtigt, når så mange mennesker, så mange år efter kan synge med på hver eneste strofe, hvert eneste saftige guitar-riff og hver eneste fræsende guitarsolo fra Tim Christensens hånd. Og man behøver tilsyneladende ikke engang have været med dengang. Jeg stod under koncerten ved siden af en gruppe 15-årige knøse (årgang 2000!), der brølede med på hele teksten til »Silverflame«. Tænk engang.
Bandet er for tiden i gang med deres anden gendannelse på ganske få år. Og for at der ikke skal gå ren nostalgi i den, er de også begyndt at arbejde på nye sange. Dem fik vi også et par stykker af, men selvom de er holdt helt i ånden fra dengang, tør jeg godt allerede nu sige, at de aldrig kommer til sætte sig i den kollektive erindring på samme måde. Den gode stemning faldt mærkbart, hver gang de forsøgte sig; I kampen med deres egen fortid kunne Dizzy intet stille op.
Og godt det samme. For der er ingen grund til at stritte imod, når fortidens meritter stadig kan gøre så mange så glade, som de gjorde denne tidlige aftenstund. Det er, hvad det er. Og nogle gange er det nok.
Hvad: Dizzy Mizz Lizzy
Hvor: Northside Festival, fredag
