»Velkommen i det nye klubhus,« skreg D-A-D-frontmand Jesper Binzer med sin skærebrænderskingre røst til de godt 16.000 publikummer i den udsolgte sal i den nye Royal Arena.
Og omgivelserne var rigtignok nye, men klubbens medlemmer, i hvert fald de af dem, som var på scenen under aftenens koncerttandem, de var gamle kendinge: først D-A-D og efterfølgende Dizzy Mizz Lizzy.
Umiddelbart virkede det som en sikker vinder at parre de to orkestre til et fællesshow, som det også skete på Østerbro Stadion i 2015. De er to af kongerigets mest folkekære rockbands, der begge har bagkataloger fulde af evergreens. De spiller begge rock af den umiddelbare, melodiøse og tilforladelige slags. Rockmusik, som mange har skrålet med på med tennisketsjeren i hænderne ude på teenageværelserne i årenes løb.
Tilmed gætter jeg på, at mange blandt det aldersmæssigt meget blandede publikum givetvis er fans af begge grupper. D-A-D og Dizzy er ganske enkelt umulige at komme udenom, når vi taler dansk rock fra 1980erne og fremefter.
Alligevel blev aftenen ikke helt det storslåede triumftog, som man havde sat næsen op efter.
Rockmagien glimrede kun sporadisk trods en ihærdig indsats fra begge parter.
Særligt veteranerne D-A-D’s godmodige drengerøvsrock havde tabt en del af glansen og biddet. Orkesterets engang så uimodståelige charme fremstod falmet. Til eksempel var det ikke længere vildt morsomt at se spradebasse-bassisten Stig Pedersen vimse rundt med fyrværkerihjelm, olivenformet tostrenget bas og faldskærmsuniform. Det virkede snarere som et forsøg på at aflede opmærksomheden fra bandets ujævne indsats, som prægede flere af aftenens indslag, heriblandt forkølede udgaver af »Soft Dogs«, »Hate To Say I Told You So« og »I Want What She’s Got« med flere.
Men bandet lynede også momentvis. Der var i særdeleshed fantastisk smæk på »Reconstrucdead«, hvor firkløveret anført at en tøndetævende Laust Sonne kastede sig ud i et thrash metal-fræsende mellemstykke. Og så var det sjovt at genhøre den helt gamle og naivt charmerende kopunker »Never Never (Indian Love)« fra bandets første EP.
»Nogle gange bliver man så skræmt, at man overgår sig selv,« vrøvlede Binzer lidt senere under »Scare Yourself«. Det gjorde D-A-D dog ikke ligefrem denne aften.
Det artede sig bedre for Dizzy Mizz Lizzy, der generelt fremstod som en skarp og tæt sammenspillet enhed. Trioen satte smadder på fra start på det instrumentale riff-gilde »Mindgasm«, hvor den ikke fik for lidt med breaks, temposkift og svirpende seksstrengs-licks fra Tim Christensens hånd. Den blev fulgt op af solide udgaver af »Waterline« og »Barbedwired Baby’s Dream«, der fik hele salen helt op af sæderne.
Men også en del af det mere hårdrockede materiale fra sidste års efternøleralbum »Forward In Reverse« tog sig fint ud. Her gjorde særligt den kradsbørstige »Brainless« god figur. Efter publikums reak lod det dog til, at nostalgiridtet trumfede det nyere materiale. Mod slutningen var det forudsigeligt nok klassikere som »67 Seas In Your Eyes« (med et Black Sabbath-stykke inkluderet) og powerballade-klassikeren »Silverflame« som for alvor satte salen i kog.
Undervejs sås det tydeligt på bandmedlemmernes miner, at de nyder det. Store smil var malet over ansigterne af både Christensen, bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis. Gnisten er genantændt, hvilket Tim selv påtalte, da han afslørede, at Dizzy er permanent genoplivet og at de nu vil arbejde på endnu et album. Her kan de jo så passende give nostalgien endnu større modspil.
Hvem: D-A-D (3 stjerner)
Hvem: Dizzy Mizz Lizzy (4 stjerner)
Hvor: Royal Arena, fredag.
Hør D-A-D's setliste her:
Hør Dizzy Mizz Lizzys setliste her:
