Dizzy Mizz Lizzy imponerede med tidløs power-rock på Orange

Den genforenede danske gruppe samlede både de gråstænkede jævnaldrende, 90’er-babyerne og dem imellem til en uprætentiøs koncert lørdag eftermiddag.

Foto: Nils Meilvang. Dizzy Miss Lizzy med Tim Christensen i front optræder på Orange Scene lørdag d. 2 juli 2016 på Roskilde Festival. Roskilde Festival 2016 Dizzy Mizz Lizzy med Tim Christensen i front på Orange Scene Lørdag eftermiddag. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

Dizzy Mizz Lizzy er lidt som den gamle, sorte læderjakke forsanger Tim Christensen smed ud til publikum foran Orange scene. Stilfuld men uprangende. Holdbar. Passer godt til mange anledninger.

Måske derfor det lykkedes den danske rockgruppe, der oplevede deres første succes i start-90’erne, at fylde pladsen foran Orange scene med et aldermæssigt bredt publikum.

Det virker næsten som om dét at »opdage« Dizzy Mizz Lizzy er blevet slags dansk overgangsritual mange går igennem på linje med efterskoleåret eller debuten på denne festival. Noget man ikke går hen og glemmer.

Foto: Torben Christensen. Roskildefestival 2016 Dizzy Mizz Lizzy på Orange Scene 2. juli 2016 (Photo: Torben Christensen / Scanpix Denmark 2016) Fold sammen
Læs mere

Tim Christensen, bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis formåede på Orange at skabe flere øjeblikke, hvor materialet fremstod tidløst. Bandet forlængede den smidigt funky intro på »67 Seas in Your Eyes« og sangen som helhed, der senere nåede endnu et højdepunkt i en spraglende wah-wah solo fra Christensen. Derefter bevægede gruppen sig tilbage til begyndelsen og ned i tempo og volumen indtil publikum tog over og nynnede (eller måske rettere lååå’ede) introens bas og guitar-figur.

Overlegent melodisk flair

På trods af tyve års mellemrum sad bandets nye materiale ofte ubesværet ved siden 90’ernes sange. De nye åbnerne som titelnummeret »Forward in Reverse« og »Terrified in Paradise« vidnede om Christensen og co.’s melodiske tæft, der overgår genrer og måske er den største årsag til, at der omkring mig både stod en ung fyr og trykkede på sin Guitar Hero-kontrolenhed og 30+ mænd i strøgede skjorter.         

Enkelte af de nyere numre blegnede dog lidt. På »Made to Believe« mistede repetitionen af den tonstunge nedgang sin fascinationskraft, mens den instrumentelle »Mindgasm«, det første af bandets ekstranumre, fremstod som en lidt pertentligt øvelse udi skalaer.   

Men de blev afløst af »Silverflame«, som Christensen elegant gled over i efter en kort bid af Bobby »Blue« Blands »Ain’t No Love in the Heart of the City«. Guitarlinjen snoede sig, steg til vejrs igen og igen med en iver, der afspejlede titlens eviggyldige flamme. 

Hvem: Dizzy Mizz Lizzy

Hvor: Roskilde Festival, Orange, lørdag