Diva på nostalgiens vinger

Sangerinden og pianisten Diana Krall overrasker med en dybt fascinerende genoplivning af stil og repertoire fra 1920ernes og 1930ernes USA.

Diana Krall under en koncert i Skopje i Makedonien i 2009. Fold sammen
Læs mere
Foto: OGNEN TEOFILOVSKI

Hun har beredt os mange glæder, den nu 47-årige canadiske sangerinde, pianist og jazzdiva Diana Krall, om end hendes mildt sagt søvndyssende 2009-album »Quiet Nights« ikke indgød alt for mange forventninger til hendes næste - og netop udsendte - udspil. Men det er så lige her, man bliver langt mere end bare positivt overrasket.

Sangerinden er nemlig gået tilbage til rødderne - altså til den stil, og i vidt omfang også til det repertoire, der prægede USA i 1920erne og 1930erne, og som af forskellige og uransagelige årsager er gået lidt i glemmebogen. Det er charmerende, jazzinflueret og udpræget melodiøs musik med en undertone af melankoli, og Diana Krall kan dreje det hele, så det bliver så nutidigt og så besnærende nærværende, som man overhovedet kan ønske sig.

Diana Krall er jo en vidunderlig sangerinde, som med sin kølige og sensitive frasering får ord og toner ud over rampen - og lige ind i hjertet. Dertil farver hun ved denne lejlighed jævnligt sit raffinerede klaverspil med en god gang autentisk honky-tonk, og så omgiver hun sig med et hold af mesterlige musikere, der til fulde forstår, hvad det hele handler om. Ikke mindst er der lejlighed til at nyde den fornemme og alsidige guitarist Marc Ribot, som blandt andet er ene-akkompagnatør for Diana Krall i albummets titelnummer - en smuk og vemodig filmmelodi fra 1928.

Diana Krall tager lige nogle enkelte afstikkere, blandt andet til et par rhythm & blues-numre og til den sentimentale western-vals »Prairie Lullaby«. Men hun holder det hele inden for samme musikalske univers af tidløs nostalgi og vedvarende energi.