Ugen går på hæld, og vi fik endnu en tur med Distortion-hyldning og bashing i medierne. Der blev diskuteret dB tal, hærværk, støttekroner og rungende fejemaskiner. Personligt kan Distortion ikke bringe mit pis i kog, men jeg har heller ikke vågnet op til ammoniakstank og affald spredt ud over gaderne, for jeg bor hverken på Nørrebro eller Vesterbro, hvor de notoriske gadefester finder sted.
Til gengæld stødte jeg lørdag aften til Distortion Ø, den mere traditionelle festival-del, der siden 2015 har foregået på Refshaleøen. På seks forskellige scener kunne man se nye danske navne som Soleima, ICEKIID og Noah Carter, stifte bekendtskab med nogle af Englands mest lovende upcoming rappere, danse til tysk techno eller få flashbacks til DJ Alligator. Ikke alene ligger øen langt nok væk fra indre København til at kunne spare mange for søvnproblemer - omgivelserne passer også godt til festivalens eksperimenterende etos og musikudbud.
Det gamle industriområdes rå betonklodser og rustrandede containere komplementerer programmets dedikation til elektronisk musik. Ved Dancing Man Area var scenen udsmykket som en cabaretsanger med tophat og strobe-lysende øjne, og publikum trampede igennem til housemusik, hovedsageligt fra Tyskland. Overfor Dancing Man Area stod der et lydskur, hvis tag var udstyret med en gylden stripperstang. Det var ømt at se en granvoksen mand iført prinsessekrone, pink tylskørt og yderst stumpet tanktop hvirvle rundt om stangen.
Der var også meget sødme til Soleimas koncert på Red Bull Music Academy Stage, en indendørsscene, der med sine hvide kakler mindede om Kødbyens Jolene. Soleima aka Sarah Mariegaard har en lys, spæd stemme, og hvis det ikke var for smule hæshed, ville den danske sangerinde måske lyde tuttenuttet. Men det stod hurtigt klart, at Soleima ved hvordan hun skal kalibrere elementerne i hendes vanedannende electro-pop- og r’n’b-sange.
På »Breathe« fik det ormevridende guitartema lov til at skinne kap om kap med de isglatte synths. De elefantlignede trut oveni sendte nummeret hilsner til englænderne Ben Khan og Jai Paul.
Med numre som den skævt svingende ode til anti-perfektion, »Cracks«, ville det være fuldt fortjent, hvis Soleima når ud til en endnu større skare end den, der var samlet i det lille rum på Refshaleøen.
Mariegaards erfaring som en del af hiphop-kollektivet Flødeklinikken udnyttede hun på den funky, percussion-raslende »Wasted«, hvis drikkeopfordring mange blandt publikum nok kunne tage til sig.
På pladsen var der boder med mad, drikke, og merch, og små områder med græs. Det fremstod lidt som en miniudgave af festivalpladsen på Roskilde Festival, om end med mindre plads til spøjse opholdssteder og kunstinstallationer.
Jeg er ikke til de tætpakkede gadefester, og det var rart ikke at skulle møve sig igennem horder af mennesker eller stå i lange køer til boder eller toiletter. Kun 10 minutter endte min ven og jeg med at stå i kø inden vi blev lukket ind til Little Simz på Red Bull Music Academy Stage. Den klejne rapper fra London gæstede også Roskilde Festival sidste år, men siden da har hun udsendt sit 11. mixtape i en alder af blot 23 år.
Simbiatu »Simbi« Ajikawo havde altså nok materiale at vælge imellem, og hun fik lejlighed til at vise sin spændvidde. Andet nummer »Devour« skiftede lynhurtigt mellem melankolske, atmosfæriske klaverakkorder, der kunne være taget fra et soundtrack af Thomas Newman, og de indpiskende trommer, som omdannede den lille cementboks til en sveddryppende klub.
Men Simbi blændede også på de mindre hektiske numre som »Trust Issues«. Dj’en OTG sendte udflydende synths og en stækket trompet ud i rummet, mens Simz rappede om mistillidens tærende væsen. I den modsatte boldgade var »God Bless Mary«, en hyldest til Simz’ tidligere nabo, der udstod rapperens natlige musikindspilninger uden brok eller opkald til politiet (ville det være gået på Vesterbro?). Simz greb til guitaren på »Interlude«, hvor hun sang om at drukne følelserne i Dom Pérignon og whiskey.
Det er heller ikke de ubekymrede stunder, der fyldte mest i musikken fra Noah Carter, der gav koncert på Royal Container Stage, festivalpladsens største scene. Der var mange midtempo, tusmørke-tungsindige sange på Nørrebro-rapperens setliste, men det satte ikke en stopper for publikums intentioner om at feste.
Med sin DJ og producer, eks-Ukendt Kunstner medlemmet Jens Ole McCoy, spillede Carter primært numre fra hans lidt over en uge gamle mixtape »Couch Dream«. Inspirationen fra Drake var tydelig, da Carter refererede til canadierens hit »Started From the Bottom« på »Come Alive« og slog fast, at han altså ikke har brug for nye venner på »01.28«. Selv om Carter gravede lidt dybere og med mere selvransagelse i parforholdets udfordringer på »City of Sin« var hans sangevner ikke på linje med indspilningens Hans Phillip (tidligere Ukendt Kunstner-medlem). Det var derimod hans første single »Do You« med dets løstsiddende guitarriff, der tog kegler.
Carter sluttede af med det medrivende todelte nummer »No Favors / 5000«, hvor han gik fra at rappe over McCoys snurrende smykkeskrinslignende synth til et hidsigt grime-beat. En musikalsk kovending, der viste hvor behændigt Carter bevæger sig mellem hip-hoppens subgenrer.
Også Distortion er i forandring, men ud fra, hvad jeg så på Distortion Ø, er frygten for strømlining og farveløse fester ubegrundet. Den eksperimenterende ånd er intakt på Refshaleøen.
