Det veltempererede klaver 2.0

Verdens bedste András Schiff lagde vejen forbi det hørsholmske og spillede barokkens største klaverværk som et kosmos af kanon, kultur og kærlighed.

J.S. Bachs musik har altid klædt Schiffs spil fremragende. Det gjorde det også denne aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Georg Anderhub
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det magiske ved livet er dets gentagelser: Vi har oplevet utallige forår, kender hvert eneste skridt fra vinterens vejr mod vårens varme – men glæder os alligevel grænseløst til næste gang.

Det magiske ved musik er også gentagelser. Et kendt stykke kan høres forfra ti gange og bliver kun bedre af det. Kald det selve kernen i klassisk. Kald det kernen i kvalitet.

Men når András Schiff fylder Trommen i det hørsholmske med bind ét af J.S. Bachs mægtige »Das Wohltemperierte Klavier« og få måneder senere vender tilbage med bind nummer to … bliver det så lige magisk nok?

Aldrig, aldrig. Den nu 57-årige ungarer har for alvor rejst sig fra sin invaliderende virus i september. Han kan stadig holde en stopfuld sal fanget om et flygel i to en halv time. Og selv om han er den klassiske verdens kontrolfreak numero uno, så løser han faktisk lidt for slipset efterhånden. Man har ligefrem fanget ham i et varmt smil.

Schiff er i den grad en virtuos uden dikkedarer. En pianist uden sans for show. En nørd: Når den korte mand kommer ind på scenen og modtager sit bragende bifald, bukker han kun en lille smule. Når han går ud igen ti kvarter og et kosmos senere, bukker han en smule igen… for flyglet. Hans fødder har ikke flyttet sig en tomme i mellemtiden. Og hans blik forbliver ophøjet til det sidste.

Altså lige indtil den der ukontrollable trækning ved smil bryder frem, gerne på et overraskende sted – som om han pludselig ser den himmelske ironi i en triviel trille.

Tjener kun Bach

Klangen ved klaveret er ikke specielt smuk eller rund. Den er simpelthen ikke vigtig. Schiff tjener kun Bachs musik, så at sige. Han vil bare sætte alle tyskerens toner fra 1744 i en helt, helt, helt rigtige rækkefølge.

Manden lader simpelthen mesterværket tale for sig selv. Hans sal har lyden af den store kulturkanon i ørerne. Og enkelte har måske en tåre i øjnene. Ikke fordi musikken i jævn forstand er smuk eller sørgelig – men fordi dens rolige bølger forvisser os om noget trygt både nu og i al fremtid.

Bachs barokke poesi er i det hele taget meget abstrakt i Schiffs hænder: Præludiet hér lyder måske nok som et minuts melankoli, fugaen dér som den helt store guide til kristendommens katedraler. Men billederne virker sært intetsigende. For det ku’ lige så godt høres omvendt.
Klavervirtuosernes kontrolfreak, ja. Schiff overlader intet til skæbnen: Han kan godt tjatte lidt sommetider, få for lidt ud af sin højre hånd, tabe en tone i venstre. Men kun fordi der skal være plads til en melodi mere bagefter – fordi alle trådene skal væves sammen om lidt.

Abstrakt

J.S. Bachs musik har altid klædt Schiffs spil fremragende. Bind to af »Das Wohltemperierte Klavier« gør det i særklasse: Det er ikke bare et af historiens mest omfattende. Det er ikke bare barokken kogt ind til en bouillonterning. Der er først og fremmest mere abstrakt end bindet før: Bind ét fik alle den unge komponists kendte temaer, bind to får den modne mesters svimlende indsigt.

Schiff får det hele med. Han gør det ene sekund glittet, stolt som en operaouverture, perfekt som på Glenn Goulds plader. Han giver det næste dramatiske huller i lyden. Spillede han ikke forkert lige nu? Nååå, nej…

Og pyh… Vi får ikke hvert eneste tema i hver eneste fuga pindet ud. Det ville blive for vulgært. Verdens mest rigide samling af præludier og fugaer bliver verdens rigeste på variation.

Eller hvad?

Det er en ubestemmelig følelse: At sidde i Schiffs selskab og være midtvejs i noget. At have hørt en times klavermusik og stadig have en time mere til gode. For selv om det fysiske kosmos jo er ret tomt, så fylder Bach det med foruroligende tæthed. Man sidder midt imellem salighed og skærsild.

Så en pause sådan en aften virker næsten for meget af denne verden. Ørerne har på en måde fået nok. Kroppen svarer langsommere på den stærke mand oppe ved flyglet efterhånden. Det er nok en slags beskyttelse – lidt ligesom turister kan få Stendahls Syndrom og dåne over for meget kunst på én gang.

Men hvilken lykkelig tilstand.