Det underlødige og det vidunderlige

Musikken ved DRs torsdagskoncerter må gerne være bred af og til. Som nu i torsdags!

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En kendt digter har sagt det: Når en tåre triller, kalder vi det kunst. Når to tårer triller, kalder vi det kitsch.

Men behøver vi virkelig være så højtidelige?

Et arrangement i DR Koncerthuset torsdag aften sagde nej. Alle tre værker blev skabt lige før Første Verdenskrig. De havde bare ikke meget til fælles - for man kunne sagtens være tarvelig det ene øjeblik og tungsindig det næste dengang.

Edward Elgar skabte »In the South« på en ferie ved Rivieraen i 1904. Briternes imperium var stadig det land, hvor solen aldrig gik ned. Musikken fra det store orkester kunne stadig lyde nationalromantisk det ene øjeblik og moderne det næste. Det står fantastisk i DRs koncertsal. Lige fra begyndelsen med det magtfulde messing til soloen fra Dmitri Golovanov på bratsch! Han stemmer ens hjerte til lethed og sindet til dybde. Tak for det.

Næste værk. Aftnens virkelige solist hedder Boris Giltburg og spiller klaver. DR fik bare aldrig gjort det store nummer ud af hans besøg. Russeren er ellers sjov, vanvittig charmerende at se på, en herre med stort smil og hurtig gang som på stumfilm.

Og vanvittig virtuos at høre på: Variationerne over den kendte »ABC« blev skabt i 1914 af ungarske Ernst von Dohnanyi og kommer vidt omkring. Fra ekkoer af fredelige »Für Elise« til dramatiske »La valse«.

Er det også et tyndt, fordringsløst, måske endda underlødigt værk?

På en måde ja. Men det er ikke tarveligt i den forstand. En klassisk arrangør må i dag holde sig åben for den slags underholdning. Og folk elsker det!

70 sangere på balkonen

Limen til aftnens sidste stykke fejler nu heller ikke noget: Den dygtige russer ved klaveret giver lige Kreislers nynnende »Liebesleid« som ekstranummer. Vel at mærke i en dybt virtuos bearbejdelse ved Sergej Rakhmaninov ...

Hvorpå aftnen kulminerer med samme Rakhmaninovs tre kvarter lange »Klokkerne«. Med hele orkestret, tre indfløjne solosangere og flere end 70 sangere fra DR KoncertKoret oppe på balkonen.

Fantastisk. Vi danskere kan jo være lidt bange for patos sommetider. Men når man oplever det kæmpe kor på tæt hold, glemmer man det lige igen. De sangere er bare for seje.

Ligesom dirigenten Vasily Petrenko på dirigentpodiet er sej, sjov og ualmidelig sympatisk.

Og solisterne? Især den blonde sopran var god. Og selvfølgelig bassen Alexander Vinogradov til sidst. Han får så meget drama ud af denne mægtige sørgemarch om død og dystre tanker.

En aften med musik, de færreste havde hørt i forvejen - men som alle alligevel kendte. En anderledes aften. Spændende.