Hele salen har rejst sig. Ekstranummeret sættes ind. Thomas Helmig kan ikke holde op med at smile. Man kan se på Steffen Brandt, at han ved, de to har fat i noget. De står oprejst nu. Hidtil har de siddet ned. Med akustiske guitarer.
»Det skal jo ikke hedde sig, at vi er kommet siddende til det,« siger Helmig.
Temaet i Aarhus Festuge er »Big«. Umiddelbart er det her vel så lokalt, at det er »small«.
Men fra åbningen med Brandts gendigtning af Dylans »Visions of Johanna«; det er Festuge i aften/og jeg ved godt, at du ikke er med over de to sangskriveres vekslende tolkninger af hinandens sange samt kip med de akustiske guitarer til lokale kolleger og helt frem til afslutningen, var der ikke andet end god karma, vilje og fornøjelse alle involverede iblandt. Samt fornemmelsen af at være i selskab med noget om ikke »stort« så omfattende. I inderlighed og dobbeltbund. Alt sammen fra to sangere i en generation, hvor man stadig kan blinke til hinanden og publikum uden, at det bliver corny.
Nærmest blændende
Det var godt. Som i nærmest blændende. Til gengæld burde den måske ikke anmeldes, denne »uofficielle festugeåbning« i Aarhus’ smukke Rådhushal. Helmig/Brandt samt musikerne Ljungren (strenge), Harder Olesen (percussion) og Hjorth (orgel) drager ikke på turné. De tre koncerter blev tillige udsolgt på et døgn, og fem stjerner her skyldes, at ingen andre dermed får lov til at høre det, hvilket må give fradrag.
Steffen Brandt leverede årets pop-finte denne aften. En version af Helmigs klassiker »Nu hvor du har brændt mig af« med et twist: »Nu hvor jeg har brændt dig af/ har jeg det godt så/ er jeg glad igen«. Prøv selv at gå teksten igennem på denne måde. Den bliver fænomenal. En fælles hyldestsang til afdøde Flemming Bamse Jørgensen i benhård mol med lån fra »I en lille båd, der gynger/sidder jeg og synger/ synger om de ting, der giver livet værdi« understregede alvoren i legen.
En del materiale var nok velkendt, ja. Men det transformeredes alt sammen. Det fik nyt liv. Erobrede usete dybder og blotlagde uopdagede lag. Herunder Helmigs modige gospel-udgave af en af Brandts kernesange: »Lanternen«. Tillige en udgave af Muhls »One More Minute«. En grænseoverskridende version af Peter A.G.’s »Under bøgen« med civilisationsskeptiker Brandt som fællessanger tog mildest talt bagdelen på publikum. Der var dertil en meget vellykket og transcenderende gendigtning af Dylans »Most of The Time« (»Det meste af tiden«) samt Helmigs »Stupid Man«, som åbenlyst - og det kan man jo lægge en del i - havde fundet genklang i Brandt. Og dertil var der nyskrevne sange.
»Aarhus by Night« blev introduceret af Steffen Brandt med en bemærkning om det efterhånden anstrengte smils by, »banket på plads af et stort varmt mindreværdskompleks«: »Byen er din, hvis du vil/ Den er alt, hvad du gør den til«. To af byens store sønner gav Aarhus og hinanden en hilsen, der satte sig i sjælen.
Ekstranummeret er et af de store fra et af byens største orkestre. Med tekst af formand Mao. En af verdenshistoriens tyranner. Klichés fabelagtige, uhyggelige og triple-tydige »Masselinjen«, med ordene »Folket og kun folket/er drivkraften/ i skabelsen af verdenshistorien«, synges højere og højere af Helmig og Brandt flankeret af et større ungdomskor.
Så bliver det alligevel »Big«. Thomas Helmig og Steffen Brandt er så meget Aarhus, at det gør ondt og godt på samme tid. Sammenstød udvider universet og skaber nye former ved hjælp af velkendt stof. Det er sådan småt bliver stort, og lokalt bliver globalt.
