DR SymfoniOrkestret med dirigenten David Afkham og pianisten Pierre-Laurent Aimard. Værker af Richard Strauss og Ravel. DR Koncerthuset torsdag med genudsendelse søndag kl. 12.15 på P2
Fire værker i stort format - dét er ikke hverdagkost på en klassisk menu!
De fire stykker på DR SymfoniOrkestrets program i ugens løb har endda været af to komponister med meget forskellig baggrund.
Så hvis man havde forventet en aften i øst og vest og endda med en afstikker eller to undervejs, ville det ikke være så mærkeligt.
"Till Eulenspiegels lustige Streiche" fra 1895 af Richard Strauss handler for eksempel om en skikkelse i familie med Den Store Bastian herhjemme. Værket er det første af Strauss' mange udstyrsstykker og har underholdning i højsædet. Sjov musik.
"Rosenkavaleren" virker lige omvendt som et sylespidst portræt af moralen i hans egne dage og kan være lidt lang og tør som opera - hvorimod uddragene for orkester ikke fejler noget.
Maurice Ravels koncert for soloklaver med orkester er kreeret i kølvandet på en turné til USA og handler nok mere om noget amerikansk. Franskmanden virker i hvert fald inspireret af eleven George Gershwin med de jazzede melodier og lægger endda ud med et rodeoagtigt piskesmæld!
Anden sats kan i øvrigt være helt ekstraordinært smuk og plankes derfor frejdigt i guitarstykker som Joaquín Rodrigos meget populære "Concierto de Aranjuez" fra 1939 og John Williams' musik til spillefilmen "Deer Hunter" fra 1978.
Og hans mægtige "La valse" underholder så kun på overfladen. Musikken er inspireret af Første Verdenskrigs rædsler og kører derfor skævt. Valsen bliver stadig mere vild og vanvittig og ender som et forfærdende billede på knuste drømme om kultur.
Altså: På overfladen et progtram i øst og vest. Men i praksis vidunderligt homogent og dermed gennemtænkt.
For det handler i sidste ende om alt det, et symfoniorkester og dets gæster kan.
Om gæster i form af dirigenten David Afkham - han er kær og elsket i København efterhånden og lader så let som ingenting den ene lyd glide over i den anden.
Om gæster i form af pianisten Pierre-Laurent Aimard med den sært tyggende bevægelse og efterhånden legendariske nynnen - plus altså noget af det blødeste klaverspil på kontinentet.
Men måske først og fremmest om farver, om store soloer, om det vigtige holdarbejde. Satsningen i den her uge har for eksempel budt på både harpespil i bløde bølger fra Zach Hatcher og fuld oprejsning til horngruppen med Lasse Mauritzen i spidsen.
Helt igennem herligt.
