Den omvendte verden

Danmarks største strygerstjerne skiftede violinen ud med ingenting og klarede sig flot - modsat den populære palæstinenser ved klaveret.

»Skomager - bliv ved din læst!«

Konklusionen på Nikolaj Znaiders forrige forsøg som dirigent var klar: Den danskfødte berømthed er fantastisk på en violin og lidt mindre fantastisk som leder af et helt orkester.

Så hvordan skulle hans debut foran DR SymfoniOrkestrets mange musikere og DR Koncerthusets 1.500 gæster dog gå?

Intet problem. Allerede hans vej ind til musikerne og det store flygel på scenen ligner langt fra en katastrofe: Den himmelske Nikolaj Znaider virker simpelthen ikke så langsom og selvsmagende længere. Han virker som en mand nede på jorden. Endelig.

Og når det hele går i gang, og den magiske lyd af Mozart strømmer ud i alle husets rundinger, så bliver man endnu mere rolig.

Ikke at den hjemvendte søn dirigerer som en af fagets store endnu. Han ejer stadig stivhed i ryggen og ubøjelighed i knæene. Og hans arme ligner stadig en søvngængers.

Men man genkender ham fra violinen, mærker at han vil det samme med orkestret og på sigt kan opnå det samme: Znaider gider ikke harmonier, der flyder som klodser på et gulv. Han vil have den ene lyd limet helt tæt til den næste, vil væk fra alle de nymodens huller i musikken, vil have flow fra første til sidste tone - næsten som i de gode og efterhånden ret gamle dage. Og han får det. Ligesom han stadig har et enestående greb om tilhørerne og belønnes med stående ovationer.

Han får så ikke den store hjælp fra Saleem Abboud Ashkar ved klaveret. Den unge palæstinenser har ganske vist et sart nok touch til Mozarts klavermusik.

Men man får i længden for lidt af både klaver og musik. Da han når til finalen og kludrer i de hurtige toner og et par øjeblikke endda må give op - da er det bare en fortsættelse af det foregående kvarters mangel på tjek.

Han spiller uden mål. Siger måske ja til for meget og for mange. En ungdomssynd, man bare skal komme over.

Så torsdag blev den omvendte verden: En konge blandt klodens virtuoser på klaver var hurtigt forglemt. Alt imens en debuterende Nikolaj Znaider klarede både skærene før pausen og de vældige bølger efter.

Man har vel hørt mere søgende, mere romantiske, mere fortællende udgaver af Anton Bruckners fem kvarter lange symfoni.

Man har derimod ikke hørt én med flere toner. Znaider gør rede for alt i musik. Han er musik. Både med og uden violin.