Deerhunters søvnige start endte i et inferno

Kvintetten fra Atlanta var lidt for længe om at komme i gang søndag eftermiddag på Arena. Men da de endelig gjorde, var de også rigtig gode.

Deer Hunter på Arena, Roskilde Festival 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Der er en hårfin grænse mellem cool distance og apati. I hvert fald når man står på en scene og spiller rockmusik.

Jeg håber for amerikanske Deerhunter, at det var det første, de sigtede efter, da de spillede på Arena søndag eftermiddag. Men da de gik på scenen lignede de desværre mest af alt nogen, der lige var trillet ud af tourbussen og ikke rigtig gad være der.

Alle behøver naturligvis ikke danse rundt som Mick Jagger, men et minimum af engagement er altså påkrævet, hvis man skal spille det store Arena-telt op. Heldigvis skulle der ikke gå mere end et par numre, før Atlanta-kvartetten begyndte at vise, hvorfor de var booket til Roskildes næststørste scene.

LÆS OGSÅ: Major Lazer bjergtog Orange med torskedum twerk-fest

For selvom attituden stadig var indadvendt, begyndte samspillet for alvor at vise tænder, da de kastede sig ud i en række af deres stærkeste numre som »Desire Lines« og »Nothing Ever Happened«. Især sidstnævnte imponerede med sit lange, flot realiserede forløb, der forenede krautrockens endeløse ridt med en dronende basgang og herligt støjende guitarforsiringer.

LÆS OGSÅ: Poetiske Chorus Grant plejede de ømme festivalkroppe

I front har bandet også en kæmpe kapacitet i forsanger og guitarist Bradford Cox. Med sin tynde, langlemmede krop er han i sig selv et sært dragende syn. Og denne eftermiddag svøbte han sin på én gang drømmende og skrøbelige vokal i en nogle herligt udsyrede ekkobehandlinger, der var til at blive lettere svimmel af.

LÆS BLOG: Kære forældre: Jeres Roskilde-ungers forhold til affald er symptomatisk for tiden

Sjovt nok skulle vi helt hen til koncertens slutning, før bandet kastede sig over sangene fra deres seneste album »Monomania«. Der med sit overstyrede, feedback-hylende rockudtryk fik intensiteten til endelig at stige helt derop, hvor den hørte hjemme.

Og da titelnummeret til sidst kulminerede i et inferno af støj, var det med en Bradford Cox liggende krøllet sammen med sin guitar ude på podiet, mens guitarist Lockett Pundt lignede en, der var ved rive vibrato-armen af sin guitar.

LÆS OGSÅ: Kan det egentlig blive værre end Icona Pop?

Her ramte de for alvor den farlighed og uforudsigelighed, som kendetegner de bedste rockkoncerter. Bare ærgerligt, at de var så længe om at komme i gang.

Hvem: Deerhunter / Hvor: Arena, søndag

HØR HER: Lyt til Deerhunter