»Now they make you piss into a plastic cup and give it up«. Et gennemført trist billede. Den amerikanske indie-trio Low har aldrig været kendt som de store humørspredere. Måske faktisk snarere det stik modsatte.
Men en bundsolid omgang musikalsk alvor, hvor man bliver mindet om apokalypsens snarlige komme, vores arvesynd og menneskets generelle svagelige og tvivlsomme natur samt påmindelsen om menneskets utallige fejl og mangler kan som bekendt også være hammernødvendigt fra tid til anden. Og få har været bedre de sidste 20 års tid til at minde os om vore svagheder og slette moral end Minnesota-treenigheden med det mormonske ægtepar Alan Sparhawk og Mimi Parker i front.
For er der noget veteran-slowcore-trioen kan, så er det at spille det menneskelige mørke frem – og det tilmed ofte med vanvittig stor afvæbnende skønhed som resultat. Og man må i den grad sige, at de ramte den hængemulede topform under deres tidlige aftenkoncert på Heartland. Tungsindet og skammen gik lige i hjertekulen.
Low mestrer nemlig spændingen mellem forsagt traurighed og flænsende arrighed. Desperationens kunst. En balanceakt, der konstant vakler mellem tostemmig skønsang og abrupt og støjende kakofoni.
Hidkaldte undergangen
Det tæt sammenspillede orkester skiftevis hidkaldte undergangen og tvang den på sikker afstand, når de eminent vekslede mellem flænsende og infernalske guitarudladninger, hvor altid humørsyge Sparhawk lignede en besat fundamentalistisk prædikant, og de mere sarte og afdæmpede passager, hvor hans frue Parker messede poetisk om, at hele elendigheden måske alligevel ikke er så elendig og forbandet endda.
»De kan få folk til at holde totalt kæft« konstaterede min ellers ganske snakkesalige sidekammerat. Og han havde fat i noget. For få som spiller så introvert og skrøbelig musik som Low kan fastholde publikums opmærksomhed. Men det kan mormon-trioen. For begravet under deres mismodige og spartansk klingende gudsfrygtighed ligger der en række perlende og medrivende popmelodier begravet.
Numrene fra veteranernes seneste skarpskårede skive »Ones & Sixes« dominerede sætlisten med enkelte afstikkere til det store bagkatalog. Den indædte »No Comprende« slog på eminent vis den pastorale stemning an. Den valsende »On My Own« udviklede sig til en feedback-kværnende skæbnesymfoni der lød som en kamp mellem tro og tvivl. De uskyldige fik syndsforladelse i den udfriende »The Innocents«.
Mod slutningen fik koncerten nærmest karakter af infernalsk voodoo-ceremoni, da Sparhawk bed i guitarstrengende på bedste Hendrix-manér.
Her havde man dog for længst overgivet sig til mormonernes besættende og skyldstunge musikalske vidnesbyrd.
Hvem: Low
Hvor: Heartland Festival, lørdag.
Hør Lows seneste album »Ones & Sixes« her:
