At vinterjazzen i lighed med kulden har bidt sig fast, er der ingen grund til at beklage. Ej heller at de entusiastiske folk bag festivalen nu har fået indstiftet en fornem hæderspris til prominente og fortsat aktive jazzmusikere. Kontanter følger ikke med i denne »Copenhagen Jazz Festival Honorary Award«, men de udvalgte får frie hænder til et særligt projekt.
Det lyder jo godt, men ret beset er frie hænder, hvor smukt udtrykket end måtte lyde, ikke en helt uproblematisk sag. Ingen tvivl om at den nu 70-årige trompetist og komponist Palle Mikkelborg fortjener hæder, og i første afdeling bød han på et særligt projekt, som dog med hensyn til musikalske strejtog mellem blid romantik og slagkraftig funk samt ledsagere - heriblandt harpenisten Helen Davies og slagtøjsspilleren Marilyn Mazur - ikke adskilte sig så meget fra kunstnerens tidligere musikalske rejser. Dog medbragte han den svenske el-bassist Jonas Hellborg, som i midten af 1980erne vakte megen opsigt med sit avancerede spil, og som her fik en del spillerum. Det skete der ikke så meget ved, om end han igangsatte en version af John Coltranes ballade »Naima«, som helt klart var interessant i Mikkelborg-sammenhæng.
Halvanden times trommesolo
Rent kunstnerisk var det kapelmesteren, der med sit karakteristiske udtryk på trompet og flygelhorn trak det store læs, og havde prisen også inkluderet en ramme for spilletid, havde han nok også fået luget lidt ud i den tomgang, der lejlighedsvis sneg sig ind i instrumentalisternes ekskursioner.
Men det skulle dog blive langt værre. Efter en lang pause blev det tid for prisoverrækkelser, og her var der også en »Young Spirit Award« til den i London bosatte danske bassist Jaspar Høiby. Og som sagt var der en pris til Palle Mikkelborg - samt til den 69-årige amerikanske trommeslager Jack DeJohnette.
Også han havde et særligt projekt oppe i ærmet, idet han havde allieret sig med el-bassisten Jerome Harris og den spanske pianist Chano Dominguez. Nu er der ret beset intet særligt ved konstellationen klaver-bas-trommer, hvor det jo almindeligvis er pianisten, der sætter dagsordenen. Men ikke her. Ingen skulle åbenbart være i tvivl om, hvem der var aftenens hovedperson, hvorfor det stort set blev til halvanden times trommesolo med og uden akkompagnement.
Nu bliver DR Koncertsalen aldrig verdens bedste jazzklub, og det var nærliggende at antage, at også de akustiske forhold var skyld i, at klaveret og bassen aldrig kom ud over rampen. Men, nej. Sidst på aftenen sluttede Palle Mikkelborg sig nemlig til trioen, og pludselig var der lydhørhed, nuancer og balance i foretagendet. Ja, det havde man utvivlsomt nydt, hvis man stadig havde et oplevelsesmodtageligt øre i behold.
En slags konklusion: Stram op på længden af spilletid, tag gerne fremtidige awards ud af koncerthuset, og få så lært det én gang for alle: Giv aldrig frie hænder til en trommeslager!
