Dansk duo samlede tusinder til MILF-kærlighed og funky bollemusik

Der var lummer kærlighed i luften, da Phlake spillede op til fest sent mandag aften Rising-scenen.

Phlakes Mads Bo i aktion under Northside Festival 2016. Berlingskes fotograf på Roskilde nåede aldrig frem til koncerten på grund af det heftige fremmøde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Allerede et kvarter før koncertstart var der massiv kødannelse over broen fra Camping East til Camping West. Tusinder af mennesker pressede sig igennem flaskehalsen, og på den anden side skvulpede et tusindtalligt menneskehav sig frem og tilbage i tusmørket foran den lille Rising-scene.

Enten havde Roskildes bookere undervurderet den danske duo Phlakes popularitet, eller også er deres stjerne bare vokset helt ekstremt, siden de blev booket. Efter koncerten blev det annonceret fra scenen, at det var den bedst besøgte koncert på Rising-scenen nogensinde.

Der er muligvis nogen, der har haft en kedelig oplevelse, fordi de aldrig rigtig nåede frem - Berlingskes fotograf sad f.eks. stadig fast i brokøen 40 minutter inde i koncerten - men der, hvor jeg stod, var stemningen overordentligt nice. Og det samme var Phlake.

Duoen bestående af spændstigt syngende Mads Bo og den tangentspillende producer Jonathan Elkjær kalder selv deres musik på det nyligt udsendte debutalbum »Slush Hours« for rhythm ’n’ balls. I mine ører er det en slags moderne bollemusik - et poppet bunkepul af elektronisk lækkerhed, funky korporlighed, soulet indlevelse og hiphoppens pågående sproglighed.

Alt det realiserede de med legende lethed og musikalsk overskud i selskab med deres lille udvidede live-besætning, hvor især rytmegruppen lagde en heftig bund til sangenes dybe hoftestød. Vi fik mere eller mindre hele debutalbummet - fra de mere syrede ekskursioner som »Moldavia« til delikate slowjams som »Stallin’«.

Men lad os nu bare være ærlige: Det var det store hits, som masserne var mødt op for at synge med på. Og dem har Phlake allerede tre af de helt store af: Druk-r&b-bangeren »So Faded«, den ekstremt veldrejede »Angel Zoo« og så ikke mindst deres nok største claim-to-fame, »Pregnant«, der er udformet som én lang mandlig hyldest til den gravide kvinde, hendes kurvede krop, humørsvingninger og mærkelige ædeflip.

Vi fik den to gange. Og hvorfor ikke? Det må have været første gang i Roskildes historie, at der blev festet så elskeligt til en sang om gravide kvinder: »You’re gonna be my one and only MILF, yeah - I love it!« sang de unge fyre, mens de snavede aftenens udkårne i bund. Der var kærlighed i luften. Og måske den første kim til en ny generation af Roskilde-gængere? Sikke en aften.

Hvad: Phlake
Hvor: Rising, Roskilde Festival, mandag