Dans i mørket

Det engelske electropop-orkester Hot Chip fik Arena-teltet til at danse ved deres late night party.

Roskildefestival2015. Hot Chip, Alexis Taylor på Arena. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Man føler ikke, man har mere i sig. Benene er ømme. Øjenlågene tunge. Hjernen overkogt efter at have fordøjet massevis af indtryk i løbet af dagen. Det er sent og man er helt færdig. Grydeklar. Dynerne venter.

Men så sker der pludselig noget.

Bassen dunker som en puls. Trommernes discobeats får fødderne til at flytte sig gradvist mere og mere. De iørefaldende synthesizer-melodier begynder at sætte sig fast i hovedet. Kroppen kan og vil lidt igen. Festen kalder. Den insisterer. Hot Chip insisterer. They are not to be denied.

Det kan være sin sag at sparke en Roskilde-fest op i gear kl. 2.00 om natten. Men de londonske electropoppere i Hot Chip formåede at løse late night party-opgaven forbilledligt. De fik Arena-teltet til danse igennem. Fik os til at finde vores ekstra gear.

For selvom briterne måske ikke længere er de hippeste løver i festflokken, så kan de fortsat fyre fornemt op for en sirlig elektronisk pophedonisme, som stryger lige i korpus. Aktiverer dansecellerne.

Den pulserende »Hurrache Lights« åbnede ballet. Lyset flakkede. Røde lamper blinkede. Ikke alarmerende. Lyden var god og den smånørdede frontmand Alexis Taylors androgyne stemme gik klart og tydeligt igennem. Han hoppede semikejtet rundt på scenen som en loppe i løbetid. Den kvindelige trommeslager Sarah Jones doserede gavmildt de taktfaste beats. Hun var ikke karrig med dem. Heldigvis.

Masser af gnist
Hot Chips håndspillede og organiske electropop er som skabt til lurvede møder med festglade fremmede på dansegulvet i natklubben – eller som her – i under festivalteltets dug. Solide partystartere som »One Night Stand«, »Night And Day«, »Flutes« og »Ready For The Floor« satte fyrrig ild i fødderne. I sidstnævnte serverede Jones sågar en længere, muskuløs trommesolo.

Enkelte sange fes lidt mere anonymt ud over scenekanten. Men generelt var energiniveauet højt.
»Er der nogen som er friske på lidt nøgen crowdsurfing?« lokkede Alexis Taylor. Ideen blev dog ikke overraskende kun ved tanken.

Men englænderne havde dog alligevel en mindre surprise med. Afslutningsvis spillede de en new wavet og bastung udgave af Bruce Springsteens floorfiller »Dancing In The Dark«. Arrangementet klædte klassikeren godt. »You Can’t Start A Fire Without A Spark« sang Taylor. Til Hot Chips dansable nattegilde var der heldigvis masser af gnist.  

Hvem: Hot Chip
Hvor: Roskilde Festival, Arena, torsdag.

Hør Hot Chips nyeste album »Why Make Sense?« her: