Da Cirkus Rock kom til byen

D-A-D viste fin form fredag aften i Falconer med et folkeligt rockshow, der havde fuld knald på alle virkemidler.

D:A:D koncert i Falconer-salen i København fredag d.13.april 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Weng

Knap 30 år efter deres debutkoncert hang D-A-Ds karakteristiske okselogo stadig og dinglede over bandet fredag aften i Falconer Salen. Jovist, furerne i ansigterne er blevet dybere siden de unge år med flabet prærie-punk. Men efter at have leveret et ekstravagant rock og rul-show med fuldt udtræk og smæk for skillingen, er det svært at beskylde bandet for at lide af metaltræthed.

Måske lå det også lidt i kortene. På sidste års ’DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK’ lød veteranerne mere veloplagte end i umindelige tider. Nyt liv blev sparket i de gamle klude, og det lykkedes bandet at finde tilbage til nogle af de rockmelodiske dyder, som med tiden har gjort dem til en institution i dansk populærmusik.

Derfor var det også helt efter bogen, at en del af aftenens set var helliget de nye tungt svingende numre. Men at dømme efter publikums reaktioner har numre som ’A New Age Coming In’ og ’The End’ dog stadig et stykke vej at gå, før de for alvor indskriver sig i den klassiske D-A-D-kanon. Når bandet fyrede op for flammekastere og stroboskoplys til ældre favoritter som ’Everything Glows’ og ’Reconstrucead’ var der alligevel en verden til forskel.

Publikumstække

Bedste blandt det nye kuld sange stod den glamrockede ’I Want What She’s Got’. Måske fordi iscenesættelsen her fulgte bedre med resten af det spektakulære show. Her brølede publikum velvilligt med på ’We Want What Laust Got’, mens Laust Sonne opspændt på et vertikalt tiltet trommepodie lirede en serie hårdtslående trommesoloer af.

Lige netop her ligger nøglen til D-A-Ds fortsatte folkelige gennemslagskraft fire årtier inde i karrieren. For den slags publikumstækkende rockcirkus er der ingen andre bands i Danmark, der kan levere. Ikke i 2012. Ingen andre guitarister end Jacob Binzer kaster sig gentagende gange ud i flere minutter lange soloer uden at tabe det hele på gulvet. Ingen andre bands har en bassist som Stig Pedersen, der løber ind på scenen med fyrværkeri skydende ud af en romerhjelm, mens han spiller på en gennemsigtig bas med to lyserøde neonstrenge. Og sådan kunne man blive ved.

Nogle ting ændrer sig aldrig

D-A-D blæser kort og godt på både modeluner og den gode smag. Det er lige præcis det, der gør dem til helte i nogles øjne. Og til omvandrende anakronismer i andres. Jeg hælder nok mest til det sidste, men må samtidig erkende, at det var en medvirkende årsag til, at de i deres bedste momenter var så pokkers underholdende denne aften.

Men efter knap to timer i selskab med Dansk Rock Cirkus A/S nåede man trods alt smertegrænsen med den akustiske fællessang til middelmådige ’Laugh ’n’ a 1/2’. Det var på høje tid at trille ud i Frederiksberg-natten. Med lugten af brændt krudt i næsen og et fræsende guitarekko vibrerende i øregangene. Velvidende at nogle ting aldrig ændrer sig. Og at det måske slet ikke er så tosset endda.

Hvem: D-A-D

Hvor: Falconer Salen, fredag