Danske Agnes Obels musik er som udgangspunkt ikke oplagt festivalmusik. Hendes detaljerige og fintfølende artpop, der inkorporerer elementer af moderne kompositionsmusik, synes snarere skabt til smukke koncertsale med sublim akustik, end den umiddelbart virker forenelig med mudderpøle, fadbajere og festivalsceners ofte mere tvivlsomme lydforhold. Den er skrøbelig og avanceret på den konservatorieagtige facon. At forestille sig den sat på græs virker næsten naturstridigt.
Men på Northside viste den Berlin-bosatte dansker og hendes tre rasende dygtige kvindelige musikere, som betjente cello, klaver, forskellig perkussion, elektronik med mere, at det på papiret uforenelige, rent faktisk kunne lade sig gøre i praksis. Københavnerens sirlige sange fungerede nemlig, stik mod forventningerne, ganske glimrende på festivalens store grønne scene tidligt søndag eftermiddag.
Med diskret sølvglitter malet på kindbenene fremspillede Obel og hendes orkester med stor skrøbelighed en filmisk og poetisk skønhed, der fik den værste træthed til at fordufte og lindrede de tømmermænd som mange havde reddet sig under gårsdagens kåde Helmig-popfest. Obels sarte og eftertænksomme barokpop var ideel som soundtrack til dagen derpå.
Et udvalg af sange fra Agnes Obels indtil videre tre album blev leveret med stor musikalsk sikkerhed fra musikanterne og med en genert charme fra hovedpersonen. De smukt skulpturerede klange piblede ud fra scenekanten og sivede blandt publikum, hvor de aede ører og kind. Glasklare »It’s Happening Again«, den faretruende »Trojan Horses« og den ældre sang »The Curse« stod ud som nogle af de bedste stunder. Kun enkelte indslag lukkede sig lidt for meget om sig selv.
»Jeg kan slet ikke forstå at I kan være så stille. Tusind tak for det« kom det undrende fra Obel inden det sidste nummer »On Powdered Ground«. Og det var nemt at følge hendes overraskelse. Det burde ikke have været muligt. Men det var det. Heldigvis.
Hvem: Agnes Obel
Hvor: Green Stage, Northside Festival, søndag.
