»Put me on a pedestal and I’ll only disappoint you,« sang Courtney Barnett med flosset stemme. Det var under koncertens absolutte højdepunkt, den frenetiske energibombe »Pedestrian At Best«, og linjen kunne ikke være længere fra sandheden.
Den australske sangerinde og guitarist skuffede nemlig på ingen måde, da hun torsdag aften indtog scenen i et stuvende fuldt Avalon-telt. Med sig havde hun sine to mandlige bandkumpaner på trommer og bas og sangene fra »The Double EP: A Sea of Split Peas« og ikke mindst gennembrudspladen med den skønne titel, »Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit«.
Titlen opsummerer ret godt, hvad der er på færde i hendes sangskrivning. Barnetts sange lyder som en tænksom hjernes skæve indre monolog. Nogle gange går den i stå, bevæger sig så ud af en stenet tangent, for så pludselig - henkastet - at finde dybe eksistentielle sandheder i de mest trivielle, hverdagsagtige observationer. Og så er de ofte hylende morsomme. Og liret af på et herligt mumlende aussie-engelsk.
Lige præcis de aspekter af hendes udtryk gik dog desværre tabt især i starten af koncerten, hvor vokalen var lidt for lav til, at de finere nuancer i hendes fortællinger trådte frem.
Men det blev heldigvis bedre i løbet af en koncert, der på mange måder var en opvisning i, hvor meget man kan få ud af et lille trio-setup med kun vokal, guitar, bas og trommer. De tre musikere spillede sig med små effektive variationer og stor indbyrdes forståelse gennem Barnetts simple og slagkraftige rocksange, så vi var godt underholdt.
Det ene øjeblik slentrede de som Pavement, det næste eksploderede de som Hole, og andre gang blev dronende blues- og country-rundgange splintret af My Bloody Valentine-lignende støjkaskader fra Barnetts venstrehåndsguitar. Som hun i øvrigt betjente uden plekter og med masser af saliggørende skrald i anslaget.
Midt i alle eksplosionerne var det dog alligevel en sang som den kønne, forstadsklaustrofobiske »Depreston«, der tog de største stik hjem. Hvem ellers end Courtney Barnett kan lade en sang kulminere med en slikket ejendomsmægler, der til vores bestyrtede heltinde på husfremvisning forsikrer: »If you’ve got a spare half a million, you could knock it down and start rebuilding«. Og tilmed få et helt telt til at stemme i på de usandsynlige linjer.
Hun er en sej dame, hende Courtney. Og hun kan sagten bære at stå oppe på den piedestal, skulle jeg hilse og sige.
Hvad: Courtney Barnett
Hvor: Avalon, torsdag
