Copenhell: Dobbelt op på nostalgien

De rutinerede hovednavne Prophets of Rage og System of a Down buldrede årets metalbrag Copenhell på Refshaleøen i gang torsdag aften.

System of a Downs forsanger Serj Tankian på Copenhell Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Ser man på plakaten for årets udgave af Copenhell, er det tydeligt, at mange af hovednavnene er rutinerede bands med mange år på bagen. Festivallen favner som altid bredt inden for de hårdere genrer. Plakaten tæller i år så forskellige navne som thrash-kongerne Slayer, de klassiske heavy metal-eksponenter Saxon, industrial-pionererne Ministry, horror-rockeren Rob Zombie, doom-stilskaberne Candlemass og de svenske hårdrockere Europe. Alle har de det til fælles, at de er garvede headbangere, der har været i gamet i rigtig mange år. Langt færre nyere kunstnere har mast sig ind blandt årets headliners.

Sådan er det i år. Og sådan plejer det at være på Copenhell. Det kan man så mene er både kedeligt og regressivt. Men ved flere tidligere lejligheder har metalfestivalen på Refshaleøen vist sig som de ideelle rammer, hvor den musikalske nostalgi kan trives og publikum kan få sig en gedigen musikalsk historielektion. De hårdere genrers udøvere og deres trofaste publikum, der er af begge køn og i alle aldre, er nemlig ikke til fals for flygtige, musikalske modeluner som så mange andre. På Copenhell er der respekt for fortidens titaner og deres meritter. Også selvom kunstnernes frodigste år ligger bag dem. Her er gammel ikke lig med grå.

Supergruppen Prophets Of Rage består af guitaristen, bassisten og trommeslageren fra Rage Against The Machine (og dermed også fra Audioslave), rapperen B-Real fra Cypress Hill samt hiphopikonet Chuck D og dennes gamle makker DJ Lord fra legendariske Public Enemy. Det er noget af et musikalsk sammenskudsgilde, hvor slagkraftig rock og politisk hiphop mødes, men samtidig er det også længe siden, at medlemmerne hver især satte en musikalsk dagsorden med deres respektive bands.

Sammen har de endnu ikke meget nyt materiale at skyde med, så sætlisten bestod primært af Rage Against The Machines hidsige slagsange samt enkelte afstikkere til hiphopklassikere som »Fight The Power« og »Insane In The Brain«. Det meste blev leveret bundsolidt og overskudsagtigt af makkerparret Chuck D og B-Real, mens den fabelagtige guitarist Tom Morello igen og igen brillerede med sit fantasifulde og aparte spil. Han kan få en guitar til at lyde som alt andet end hvad den er.

Prophets of Rages eminente guitarist Tom Morello på Copenhell Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Man kunne dog alligevel ikke undgå at savne Rage-vokalisten Zack De La Rochas rasende intensitet og man stod med følelsen af, at man var tæt på at overvære den ægte vare – og så alligevel langt fra. Nostalgien blev aktiveret. Men magien indtræf aldrig helt

»Make Copenhell Rage Again« lød mottoet. Og det gjorde slænget skam med hårdtslående versioner af klassikere som »Bombtrack«, »Bullet In The Head« og det utæmmelige vredesudbrud »Killing In The Name«, som afsluttede seancen. Sidstnævnte fik festivalpladsen til at gå bersærk med crowdsurfing og mosh pits. Den sang bliver aldrig gammel og magelig.

Publikum til koncert med Prophets of Rage på Copenhell Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Torsdag aftens største hovednavn var dog det armensk-amerikanske hybrid-metalband System Of A Down. Kvartetten har solgt mere end 40 millioner plader og var et kæmpenavn omkring årtusindeskiftet og en håndfuld år frem.

Sidst de udsendte nye toner var i 2005. Året efter gik de hver til sit. Kvartetten var derefter inaktive fire år frem, inden de fandt sammen igen. Gendannelsen har dog endnu ikke materialiseret sig i et nyt udspil, men de skulle ifølge rygtebørsen være i gang med et comebackalbum. Vi fik dog ingen smagsprøver på nyt materiale på Copenhell. Også System Of A Down satsede entydigt på at gå nostalgiens vej. Det gjorde de så til gengæld glimrende.

System of a Down på Copenhell Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Med den rablende forsanger Serj Tankians nærmest dadaistiske tekster og det velspillende bands maniske og omskiftelige udtryk, der indeholdt masser af skæve breaks, slingrende taktarter og vilde tempo- og genreskift, var genhøret med System Of A Down overordnet set en veloplagt vanvidsseance. Sådan en man dog også blev en smule rundtosset af i længden.

Selvom regnen meldte sin ankomst under koncerten, så var det dog svært ikke at overgive sig til sprælske udgaver af sange som »Aerials«, »Chop Suey!« og »B.Y.O.B.«. De virkede som et effektivt middel til at transportere publikum 12-15 år tilbage i tiden.

Nogle gange kan det være helt fint at skue tilbage. Det er der i hvert fald rig mulighed for på Copenhell.

Hvem: Prophets of Rage (4 stjerner)

Hvem: System of a Down (4 stjerner)

Hvor: Copenhell, torsdag