Copenhell Dag 3: ABBA-gespenster, power metal, turbonordmænd og uventet glamfest

Ghost lukkede Copenhell med maner. Hammerfall parodierede. Turbonegro var sygt glimrende og The Darkness beviste, at de stadig kan starte en fest.

Svenske Ghost med forsanger Papa Emeritus II og hans fem Ghouls fotograferet på Copenhell 2015 lørdag den 20. juni 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

The Nameless Ghouls. Det kalder de fem kutteklædte musikere i det svenske doominspirerede retro-hardrockband Ghost sig. Navneløse gravskændere. Ikke just enhver svigermors våde drøm. På vokal har de den dæmoniske antipave Papa Emiritus III. En bizar og okkult personage. En satanisk orkestrator. Herren i spøgelseshuset.

Nej. Der er absolut intet normalt eller gennemsnitligt over det gådefulde orkesters fremtoning. Her er de helt bestemt uforlignelige.

Men de er heller ikke som folk er flest, når det drejer sig om deres musikalske meritter. Her formår de rigtignok også at chokere.

ABBA-faktor
For trods heavygespensternes intimiderende og mystikladede fremtræden, så besidder deres teatralske hardrock en næsten overdreven melodiøsitet. Lad os kalde det The ABBA-factor – for nu at holde terminologien inden for de svenske rammer. Og er der noget, vi bør misunde vores oversøiske broderland, ja så er det deres uovertrufne evne til at smede gode sange med ørehænger-potentiale. De kan de altså bare. Punktum.

Og jeg skal love for, at vi fik ørehængerne at både høre og føle, da gruppen entrerede den store Helviti-scene som hovednavnet på Copenhells sidste dag.

Sange som »Genesis«, »Prime Mover«, »Ritual« og »Year Zero« er diabolske heavy metal-orme som bider sig fast i hjernen med det samme. De blev sendt overbevisende ud over scenekanten med både humoristisk vid og musikalsk præcision. Bassen brummede olmt. Guitarerne kradsede de rigtige steder. Synthesizerklangene lå som tunge, udflydende flader. Ghost lød generelt rigtig godt.

Desværre var Papa Emiritus’ vokal lige til den lave side i starten af showet, hvilket skændede affæren en smule. Det var simpelthen vanskeligt at høre ham. Men det kom der styr på undervejs. Og så skadede det skam heller ikke, at svenskerne serverede en skarp coverversion af syremesteren Roky Ericksons »If You Have Ghosts« under ekstranumrene. Stærk måde at afslutte tre fortrinlige dage i det Refshaleøske metalhelvede på. Vi har vel alle vores spøgelser?

Falset og guitardueller
Ghost var dog ikke det eneste svenske indslag denne lørdag. Tidligere på dagen lukkede
Gøteborg-veteranerne i læder- og nittebeklædte Hammerfall op for power metal-sluserne og det strømme ud med deres übercorny, men også umådeligt smittende Iron Maiden-klingende falsetheavy. De er næsten en parodi på heavy metal. Men de kan denne parodi til fingerspidserne. På numre som »Last Man Standing« og »Heats On Fire« smygede vokalisten Joacim Cans sig hyppigt helt op i det allerlyseste leje, mens guitaristerne Oscar Dronjak og Pontis Norgren lød deres seksstrengede duellere på hidsig maner. Det var ganske fornemt.

Storsmittende norsk rock og rul
Det parodiske er bestemt også et betydeligt element hos de knuselskelige norske glam-dødspunkere Turbonegro. De har et fermt greb om rock n’ roll-byggeklodserne. Og dem smækkede de sammen på deres egen finurlige og iørefaldende facon på Hades-scenen, som de indtog på vanlig gøglet facon iført deres sceneuniformer, der vel bedst kan beskrives som Village People møder Skipper Skræk.

Her pumpede nordmændene, anført af den utæmmelige tykmavsede frontmand Tony ”The Duke Of Nothing” Sylvester, en storsmittende rock og rul-fest i gang. Sange som »City Of Satan«, »You Give Me Worms« og »I Got Erection« vidner ikke ligefrem om en PHD-grad i filosofi. Men for pokker hvor de dog rockede fedt denne lørdag aften. De syndige nordmænd var sygt glimrende selskab. Det er de altid. Det kan man være sikker på.

Festligt genhør
Man havde så til gengæld ikke de helt store forhåndsforventninger til de engelske glamrockere The Darkness, der har levet noget af en skyggetilværelse siden de storhittede med deres debutalbum tilbage i 2003. Efterfølgende har de ikke gjort meget væsen af sig, så man troede lidt den skid var slået. De var bare et afdanket one hit wonder.

Det er de måske også. Men på Copenhell beviste gavfladen Justin Hawkins og kompagni, at The Darkness altså stadig kan levere et underholdende rockshow.
Iført et babyblåt 70’er-Bowie’sk højtaljet jakkesæt væltede spradebassen Hawkins rundt på scenen i flamboyant stil med løse håndled og kokette hoftevrik. »I just lost a piece of my nose over there« fortalte han og pegede på et sted bag sig. »Don’t do drugs« lød pointen straks efter.

Glamrockede Queen- og T-Rex-pasticher som »Get Your Hands Off My Woman«, »Love Is Only A Feeling« og ikke mindst kæmpehittet »I Believe In A Thing Called Love« tog sig bedre ud, end man havde frygtet. Ja, faktisk lød The Darkness til tider glimrende. Mens de på deres grotesk hysteriske cover af Radioheads »Street Spirit (Fade Out)« lød decideret forfærdeligt. Man kan jo ikke få det hele.

Englænderne tog dog stikket hjem på Hawkins’ komiske timing og en ustoppelig energi. Nogle gange er det det nok til at stå distancen. The Darkness var et festligt genhør. Mere festligt end godt. Men den slags skal der også være plads til. Og det var der på Copenhell.

Hvem: Ghost (4 stjerner)
Hvem: Hammerfall (4 stjerner)
Hvem: Turbonegro (5 stjerner)
Hvem: The Darkness (4 stjerner)
Hvor: Copenhell, lørdag

Hør musikken fra lørdagen på Copenhell her: