Copenhell Dag 2: Slagbas, heltekvad, tysk thrash og sortedøden.

Primus punkterede flere gange undervejs. Primordial fik folk til at smide næverne mod himlen. De tyske thrashkonger Kreator skulle lige i gang og Solbrud sænkede på overbevisende facon Pandæmonium.

Copenhell 2015 på Refshaleøen i København. Gruppen Primus på Helviti scenen fredag 19. juni 2015 Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En kæmpestor rød fluesvamp. Og én til. Overdimensionerede. Flere meter høje begge to. Nej vi er ikke til et mykologikursus på åbent universitet. Vi er derimod til nattekoncert på Copenhell med den gakkede og eksperimenterende amerikanske funk-metal-bastard Primus. De to førnævnte gigasvampe er en del af sceneinteriøret. Men de er også ret symptomatiske for Primus’ optræden. Og for deres musikstil helt generelt. Man skulle nemlig tro de tre særlinge havde slikket på svampene et par gange eller tre.

Ført an af slagbas-ekvilibristen Les Claypool fyrede Primus op under deres udknaldede tegneserie-sange, som udspiller sig i sit helt unikt syrede univers. Claypool var iført bowlerhat, pingvinjakke med lommeur, cykelstyrskæg og runde briller. Han lignede mere en underviser fra Harry Potters trylleakademi Hogwarts end frontmanden i et alternativt rockorkester. Meget quirky fremtoning.

Og så lyder han tilmed som Mickey Mouse, når han synger. Stemmen er pibende og heliumagtig. Speedet. Den bakkes op af en funket fusion af rock og metal. Deres seneste album er et remake af sangene fra Roald Dahls børnebog »Charlie & The Chocolate Factory«. Primus er så helt bestemt en smagssag. Lidt til en side. For ikke at sige meget.

Lange Jams
Claypool har en vanvittig eksperimenterende tilgang til sit basspil. Den er gruppens største kendetegn. Deres signatur. Hvor bassen ofte anvendes til at lægge bunden i et orkester, er den her det bærende element. Bassen har den rolle, som man normalt vil forbinde med leadguitaren. Her er hyppige og lirrede soli. Tommeltotten hamres ned over strengene. Claypool er rap på fingrene. Han bakkes kompetent op af guitaristen Larry Lalonde og trommeslager Tim ”Herb” Alexander, som disker om med fiffige riffs og skæve breaks.

De tre medlemmer er dygtige instrumentalister. Det vil de hjertens gerne vise. Så vi får flere lange og udflydende jams, som desværre punkterer showet flere gange undervejs. Her virker det som om Primus mest spiller for deres egen skyld. Som at være med Primus en tur i øveren. Det bliver småkedeligt.

Heldigvis fik vi også en række af gruppens mest elskelige sange som »Wynona’s Big Brown Beaver«, »Too Many Puppies«, »My Name Is Mud« og »Jerry Was A Race Car Driver«, som blev serveret med koncentreret pondus. Her viste Primus, at de trods alt stadig kan sparke et freaket fest i gang på behørig vis.

Fremragende Primordial
Punkteringer er der ingen af ved de rutinerede irske peganmetallere Primordials fremragende koncert tidligere på aftenen. Deres første i Danmark nogensinde. Her sammensmeltes hvæsende og eksplosiv black metal med elementer fra irsk og keltisk folkemusik.

Den sammensmeltning resulterer i episke heltekvad, som tilfældet var på sidste års mesterlige comebackalbum »Where Greater Men Have Fallen«, hvorfra vi fik en række af de bedste sange. Heriblandt det brusende titelnummer og »Babel’s Tower«. Suppleret med materiale af ældre dato.

Den corpse paintede-frontmand Nemtheanga agerede formidabel satanisk indpisker. Han vekslede upåklageligt mellem højstemt falsetsang og glubsk ondskabsfuld growlen. »Are You With Me?« spurgte han. Ja, er du tosset mand? Vi er med dig hele vejen. Næven er knyttet og sendt mod himlen.

Ekstreme aggressioner
Senere på aftenen var de tyske thrash-konger Kreator ligeledes godt selskab. Den over 30 år gamle kvartet fra Essen skulle bare lige spille sig lidt varme først. Ryste de værste nerver af sig. Men da de 4-5 numre inde i showet fandt formen på »Awakening Of The Gods« fra »Flag Of Hate«-EP’en blev det for alvor fedt.

Sanger og guitarist Miland ”Mille” Petrozza fes rundt på scenen og gejlede publikum op til galestreger. Gang i mosh pitten og crowdsurfingen kom der da også til numre som »Phantom Antichrist« og »Extreme Aggression«. De gamle tyske travere kunne skam fortsat tænde op under de ekstreme musikalske aggressioner.

Uden unødige dikkedarer
Ved ellevetiden sænkede de danske sortmetaliske opkomlinge Solbrud fuldkommen Pandæmonium-scenen med en brutal og ilter black metal-seance. Kvartetten serverede deres lange, atmosfæriske og rundsavsguitarhvæsende numre fuldt fokuseret og helt uden unødige dikkedarer.

Frontmand Ole Luk skreg sig med overbevisende desperation gennem frenetiske numre som »Sortedøden« og den kvarter lange kraftpræstation »Klippemennesket« - begge fra sidste års gennembrudsalbum »Jærtegn«, som velfortjent resulterede i en pæn portion positiv opmærksomhed – også uden for metalmiljøet. Et sjældent tilfælde, når der er tale om et så kompromisløst orkester som Solbrud, der på ingen måde stryger sin lytter med hårene. Men Solbruds talent er kæmpestort og lader sig på ingen måde ignorere. De fire gutter er simpelthen noget af det bedste og hårdeste vi har at byde herhjemme på pt.

Hvem: Primus (3 stjerner)
Hvem: Primordial (5 stjerner)
Hvem: Kreator (4 stjerner)
Hvem: Solbrud (5 stjerner)
Hvor: Copenhell, fredag

Hør musikken fra fredagsprogrammet på Copenhell her: