Vi står og venter i hobetal foran porten. Løver i bur. Cowboyveste med patches. Lange læderjakker. Det lange hår. Kort hår med hanekam. Forskellige variationer over heavy metal-uniformen. Ivrige. Utålmodige. Vi vil i helvede. Nu. Luk os ind!
Ind kommer vi. Fire unge kvinder iført et stort sværd og meget lidt andet byder os velkommen. »Velkommen til Copenhell. Er i klar til at blive losset i de musikalske nosser tre dage i streg? Også pigerne?« spørger konferencieren inden de danske død-thrash-legender Konkhra åbner dødsballet på Pandæmoniumscenen. Vi er klar. Los endelig løs.
Torsdagens højdepunkt kom for undertegnedes vedkommende ikke i form af valgtaler, nye løfter, undskyldninger osv. Den kom såmænd i form af et musikalsk helvedesridt fra Des Moines, Iowa. Den uniformerede, ni-hovedede køter Slipknots infernalske maskebal tromlede Refshaleøen flad med en metalfest, hvor der ikke blev smidt tomme løfter ud over scenekanten.
»We’re gonna fuck Denmark up« hvæsede frontmand Corey Taylor inden Iowas slemmeste satte festen i gang med de to lammetævere »Sarcastrophe« og »The Heretic Anthem«. Jo, tak. Pulsen var der skam stadig. Og Slipknot lød så meget bedre end ved februar-koncerten i lydskærsilden Forum. De holdt, hvad de lovede. Vi blev fucket op på fedeste facon.
»Realise I’m not your devil anymore« bed Taylor i en fandens veloplagt »The Devil In I«. Fra en djævel til en anden. Hmmm? Det virker bekendt.
Tematisk faldt den gamle favorit »Wait And Bleed« helt i tråd. Egentlig var der ikke rigtig noget, som for alvor faldt uden for stregerne ved maskebandets halvanden time lange tonserseance. Ni-banden levede fuldt op til status som hovednavn. Særligt godt blev det, da Taylor fik alle 10.000 »maggots« til at sætte sig på hug i »People = Shit«. Han holdt os hen en kort stund. Og så startede hoppeborgen ellers.
Minas eftermiddagsfest
»Herude står fire gutter, som er totalt klar til at spille de fede numre, de lavede for 20 år siden«. DR’s Carsten Holm, som agerede scenevært, stordummede sig fra starten. For i tilfældet Life Of Agony er der tale om tre gutter og én kvinde: Mina Caputo, som tilbage i 90’erne hed Keith og var en dude. Dengang var gruppen noget af det fedeste crossover shit man kunne udsætte ørebasserne for. Av for pokker, Carsten! Den var grel.
Men Mina kunne så sandelig stadig sparke en gedigen eftermiddagsfest i gang. Numrene, hovedsageligt plukket fra hovedværkerne »River Runs Red« og »Ugly«, blev serveret med indædt intensitet. »Mina, I wanna marry you« skreg en glad fulderik fra pitten. »Damn, you’re fucked up« svarede Caputo tilbage med et stort grin. Sikker i sig selv. De personlige dæmoner er for længst blevet tæmmet. Fandeme fedt, Mina!
Bøvede Body Count
Body Count! Det skreg rap-banditten Ice-T cirka 2000 gange i front for sit groovy 90er-metal-outfit. Af en fyr, der til dagligt arbejder med rimsmederi, var Ice dog en mand af få og halvbøvede, politisk ukorrekte ord. Numre som »There Goes The Neighborhood« og klassikeren »Cop Killer« fremstod dog temmelig bedagede og semifloppede. Der var ikke meget bad asses over L.A.-gruppen. Groovet var heller ikke, hvad det har været.
Energisk 51-årig gadedreng
Så var der straks mere løbsk gadedreng over den 51-årige bandanabeklædte Mike Muir i front for crossover-thrash-slemmerterne Suicidal Tendencies. Gennem det timelange show sponsede han rundt og gav den fuldt ud som energisk indpisker. 80er-klassikere som »War Inside My Head« og »Institutionalized« besad fortsat ungdommelig ild. Og til den fænomenalt hyggefjollede sejtrækker »I Saw Your Mommy« hev Muir 100 af sine nyeste venner fra publikum på scenen. Så var der saftsuseme fest. Det var paradoksalt nok rigtig livgivende.
Førstedagen på Copenhell var i det hele taget rigtig glimrende. Dødmetalinstitutionen Cannibal Corpse var overbevisende. Konkhra tævede usvækket løs og thrash-legenderne Exodus riffede fabelagtigt ondt.
Hvem: Slipknot (4 stjerner)
Hvem: Life Of Agony (5 stjerner)
Hvem: Body Count feat. Ice T (3 stjerner)
Hvem: Suicidal Tendencies (4 stjerner)
Hvor: Copenhell, torsdag
Hør musikken her:
