Det ku’ være så godt – hvis det ikke lige var for chefen.

Alle kender den følelse. Selv medlemmerne af Det Kongelige Kapel. Og nok en hel del af deres kunder i fredags.

Virtuoserne er fast leverandør af musik til nationalscenens opera, ballet og teater. Men hæren af strygere og blæsere med videre optræder også på egen hånd af og til. Hvordan det lyder?

Kvaliteten har været knap så kongelig på det sidste. Arrangementerne hører stadig til de bedre, kan stadig fylde DR Koncerthuset til sidste plads, ender stadig med taktfaste bifald. De kongelige koncerter er stadig ikke kejserens nye klæder. Men…

En god aften med klassisk kræver flueben i mange firkanter. En god aften kræver et godt program, en ordentlig dirigent, måske endda en spændende solist.

Koncerten i hin aften havde kun det første: Værker af en vellydende Webern, af en moden Mozart, af en traurig Tjajkovskij. Der ku’ skrives romaner om de værker – om deres drama og sindrige struktur og enestående plads i musikkens historie.

Hvis altså dirigenten var ordentlig og solisten spændende nok.

At spille nyere toner i den nye sal, er ellers en god idé. De mægtige metalplader oppe hos slagtøjet lyder fantastisk. Og hvilken stemning af en meget dyb basun og en meget høj violin i femte sats…

Tamme toner

Men dirigenten virker irriteret. Lothar Koenigs gider ikke folks hoste og kigger sig omkring. Vel nok i frygt for den gamle sandhed: At hoste kun er et problem under kedelige koncerter.

For det bliver værre endnu. Mozarts skønneste klaverkoncert lyder forkert fra begyndelsen. Hvis man selv var til stede, tænker man måske: Ej, stop nu, den lød da dejligt.

Ikke dejligt nok. Hverken dirigenten eller Markus Schirmer ved tangenterne fik dramaet med. De underspillede, gjorde tonerne for korte, trak selve pulsen ud af den musik – som om blodet forsvandt og kun årerne var tilbage.

Den slags går kun an i Mozarts knap så ambitiøse finale. Hvilket var heldigt. For dem.

Manden på podiet ligner faktisk mest en slags tamburmajor. Tyskeren slår takten og færdigt arbejde.

Og han gør det selv i Tjajkovskijs dybt bevægende bekendelse. Selv når der er såkaldt generalpause og alle pludselig skal stoppe og så fortsætte bekendelsen bagefter!

Det kan ellers være verdens stærkeste virkning: Man kan ligesom mærke floden bruse nedenunder. Aber nein… Koenigs gør hver eneste bro til en dæmning og sopper så videre derfra. Selv den bredeste strøm fra Tjajkovskijs hånd ender som spredte signaler.

Så orkestrets egne musikere tager over efterhånden. Træblæsere som klarinet og fagot og fløjte overtager initiativet selv, fylder alle hullerne ud, limer lyden selv. Forskellen på da-da til daa-daa kan være en verden sommetider.

Med eller uden chef.

Det Kongelige Kapel med Markus Schirmer. Dir.: Lothar Koenigs. Weberns op.6, Mozarts 20. klaverkoncert og Tjajkovskijs 5. symfoni. DR Koncerthuset, fredag.