CHIC satte lighedstegn mellem disco og glæde

Disco-legenden Nile Rodgers og hans gruppe CHIC spillede euforien frem i Tivoli fredag aften.

Foto: Torben Christensen. Fredagsrock 2017. CHIC feat. Nile Rodgers på guitar på Plænen i Tivoli ved redagsrock 9. juni 2017
Læs mere
Fold sammen

»Er det ikke et ord – glæde og disco?«, spørger sangerinden Kathy Sledge fra disco-gruppen Sister Sledge i BBC dokumentaren »The Joy of Disco«. Også i mit hoved hænger de to ting sammen. 70’ernes revolutionerende dansemusik og glæden, som den udtrykte. Som teenager genlånte jeg mit lokale biblioteks eksemplar af den fire cd’er lange opsamling »The Disco Box« med et beundringsværdigt cover i sølvglitter tern, der changerede, når jeg bevægede det. På værelset vimsede jeg rundt til lykkeperler af KC & the Sunshine Band, Donna Summer og selvfølgelig CHIC.

Foto: Torben Christensen. Fredagsrock 2017. CHIC feat. Nile Rodgers på guitar på Plænen i Tivoli ved redagsrock 9. juni 2017 Fold sammen
Læs mere

Sidstnævnte gæstede Tivolis Fredagsrock, og det var til glæde for Snapchattende og dansende fyre i 20erne såvel som fans på alder med gruppens 64-årige guitarist og sangskriver Nile Rodgers. Han var CHICs eneste originale medlem på scenen. Den indflydelsesrige bassist Bernard Edwards døde i 1996.

Men Rodgers og trommeslageren Ralph Rolle veg ikke tilbage for at minde publikum om, at Rodgers har bidraget med en lang liste af hits til musikhistorien – ikke blot under CHIC navnet, men også som sangskriver og producer for andre kunstnere. Aftenens setliste var således en blanding af CHIC numre og sange fra kunstneres diskografi, men alle havde Rodgers’ afpræg og bandet lød, som Rolle erklærede, »tight«.

Foto: Torben Christensen. Fredagsrock 2017. CHIC feat. Nile Rodgers på guitar på Plænen i Tivoli ved redagsrock 9. juni 2017 Fold sammen
Læs mere

På CHIC hittet »I Want Your Love« og Sister Sledge klassikeren »We Are Family« gav Jerry Barnes slap-bas soli som var de syngende lussinger. Barnes og Rodgers’ dueller løb ofte med opmærksomheden, og deres sporadiske funk-gåsegang på scenen understregede det tætte sammenspil. De to sangerinder, Kimberly Davis og Folami, sang sammen på de fleste numre, men fik også tid til at vise deres individuelle forcer. Davis leverede kraftfulde fraseringer med sin dybe soul-diva stemme, mens Folami valgte en mere afdæmpet elegance på Diana Ross hittet »I’m Coming Out« og Madonnas »Like A Virgin«.

Foto: Nils Meilvang. Fredagsrock i Tivoli Chic med Nile Rodgers i front. Regnvejr på Plænen. Fold sammen
Læs mere

Som Rodgers selv nævnte, er det 40 år siden CHIC udgav deres første album. Der skulle være nyt materiale på vej i år, men det nyeste man fik i Tivoli var den to år gamle »I’ll Be There«. Måske en forspildt chance for at præsentere mere nyt materiale? Der var heldigvis masser af euforiske øjeblikke i løbet af koncerten, fra Rodgers’ fjedrende riff på »He’s The Greatest Dancer« til det forløsende omkvæd på David Bowie coveret »Let’s Dance« til trompetisten og saxofonistens stopdans og staccato på »Le Freak«.

Og nå ja, det regnede, men hvad gør det, når man er solgt til disco og »Good Times«?

Hvem:CHIC

Hvor: Tivoli, Plænen, d. 9. juni 2017