Ingen er fuldkommen. Det vidste Marilyn Monroe i filmklassikeren af samme navn, og det ved Adele. Selvom den 27-årige brite er den mest populære sangerinde i verden lige nu, så er hun også bare et menneske som dig og mig. Med fejl og mangler, opsvulmede fødder, luft i maven og dårlig ånde. Og hun er ikke bange for at sige det højt.
Ucharmerende? Nej, tværtimod. Tirsdag aften i et bristefærdigt Forum var hendes ligefremme facon totalt afvæbnende og en stor del af grunden til, at det blev så skøn en aften.
Det var svært ikke at overgive sig. Hun snakkede som et vandfald mellem numrene, og det var som oftest hylende morsomt. Uden at føles indstuderet vel at mærke. Den slags kan man ikke snyde til. Enten har man det, eller også har man det ikke. Og Adele har det.
Som sådan giver hun så meget mere mening, når man oplever hende live. For i modsætning til på sine plader har hun her hele sin personlighed med. Hun en diva, men hun er ingen primadonna. Hun dyrker maskefaldet til perfektion. Ridser i poppens glittede overflade, tager gassen af ballonen og holder sig selv og hele popmaskineriet ud i strakt arm. Det er urkomisk og helt igennem befriende.
Et par eksempler: I løbet af aftenen fik vi anekdoter om, hvordan hun dagen før totalt forelskede sig i en dansk Steff Houlberg-pølse, hvor meget hun sveder, hvordan hendes make-up løber (»I skulle se hvordan jeg ser ud i virkeligheden!«). En enkelt følsom kærlighedssang blev introduceret med en advarsel om, at hun nogen gange kommer til at bøvse, når hun synger den. Og da den ene af to unge bøsser pludselig valgte at fri til den anden oppe scenen, var Adele hurtig til at byde sig til som rugemor, hvis de nogensinde ville have et barn.
Det ville være alt for meget, hvis ikke hun samtidig havde en timing som en garvet standupper. Og nok så vigtigt viste sig som en vanvittigt dygtig sangerinde, der med sin stemmes kraft og indlevelse på et splitsekund kunne få os til at føle frem for at grine. Det er ikke en helt nem manøvre - rigtig mange af hendes sange handler trods alt om at slå sig på kærligheden og tidens ubarmhjertige tand - men Adele svingede uden problemer fra den ene ekstrem til den anden.
Blæret iscenesættelse
Højdepunkterne var mange. Fra den majestætiske åbner »Hello« over den rytmisk muskuløse blues-stomper »Rumour Has It« til James Bond-sangen »Skyfall«, hvor hendes store band med både strygere og horn virkelig kom til sin ret. »Million Years Ago« i et akustisk setup, der gav god plads til at nyde Adeles flotte fraseringer. Den rørende kærlighedserklæring til hendes søn på »Sweetest Devotion«. Ja, der var nok at tage af.
Om så må vi heller ikke glemme at rose iscenesættelsen, der var storslået uden at være anmassende. Forrest på scenen var en gigantisk halvt gennemsigtig skærm med ét lag videoprojektioner, mens der bag musikerne gemte sig yderligere en storskærm. Med flere lag projektioner gav det en blæret 3D-agtig fornemmelse. Og nå ja, så sang Adele også lige »Set Fire To The Rain« stående inde i en søjle af piskende regn på podiet midt i salen. Sikke et syn! Sikke en produktion!
Skulle man sætte en finger på noget, var det, at der et par gange måske gik lidt for meget snak i den. Men sådan er det, når man som Adele både vil fyre jokes af, tage selfies og sludre med fans og forklare, hvad samtlige numre handler om. Som sagt: Ingen er fuldkommen. Og tak for det.
Hvad: Adele
Hvor: Forum, tirsdag
