Charles Lloyd & The Marvels with Bill Frisell
»Jazz by the Sea«, Kulturhuset Islands Brygge, onsdag aften
Endnu en smuk sommeraften ved den københavnske havnekaj, og så tilmed med musik, der stod perfekt til tid og sted og rum.
Efter koncerten mandag aften i Brorsons Kirke med den 77-årige - og tydeligvis alderstrykkede - amerikanske tenorsaxofonist Pharoah Sanders, var det en ubetinget fornøjelse at møde hans nu 80-årige landsmand og instrumentkollega Charles Lloyd, der var mindst lige så veloplagt og så kreativ som for 50 år siden.
Da de første toner undslap tenorsaxofonen, genkendte man mesteren. Ikke blot i form af nostalgi, for her var tilstedeværelse og en organisk lyd, et levende og varmt budskab, der bare gjorde godt. Og når man tænker på, at saxofonistens tonerækker i 1960erne undertiden kunne fremstå som en kæde af fejlintonationer, ja, så var der her – i hans fabuleringer - en sikkerhed, en målrettethed og en musikalsk fuldkommenhed.
Charles Lloyds efterhånden mangeårige ledsagere, bassisten Reuben Rogers og trommeslageren Eric Harland, nu betegnet The Marvels, udgjorde det rette fundament, og ingen tvivl om, at Charles Lloyd havde fundet en perfekt makker i den nu 67-årige guitarist Bill Frisell.
Sidstnævnte, der i festivalsammenhæng vist godt kan betegnes som en kær gæst, spiller med en karakteristisk og ofte ganske sfærisk lyd, og så holder han af at gentage og bearbejde fraser og melodilinjer, ja, give musikken den tid, den kan gøre krav på. Og undertiden en kende mere.
Men netop den ro og den balance faldt smukt ind i det Charles Lloyd’ske univers, og den var i realiteten også basis for, at musikken kunne udvikle sig så fint, som den gjorde.
Opfindsomt boblende tenorspil
Og hvad blev der så spillet? Ja, i følge foromtalen skulle repertoiret bestå af protestsange fra det 20. århundrede plus et udvalg af Charles Lloyds egne jazzkompositioner fra 1960erne. Og helt klart var der noget genkendeligt over de ikke-annoncerede temaer, og at man ikke lige fik sat titler på, betød nok heller ikke så meget, da det var den musikalske sjæl og udsmykning, der var kunsten.
Én titel var dog til at tage og føle på, nemlig »Ramblin’« af Ornette Coleman, altså en klassiker fra avantgardejazzens barndom, her formidlet som en herlig funky sag med et vidunderligt og opfindsomt boblende tenorspil fra Charles Lloyd.
Det efterfølgende og lidt mere folkloristiske nummer tog sig så en frisk drejning, da Bill Frisell og Reuben Rogers indgik i en solid strengelegs-clinch, efterfulgt af fornemt spil på basfløjte fra Charles Lloyd. Og sandelig om han ikke også lige skulle deklamere et længere digt, finurligt, virtuost og med en utrolig musikalitet.
Variationerne til trods, bevægede koncerten sig i vidt omfang i det lyriske univers, men der blev også plads til en rå uptempo-blues med en Charles Lloyd, der bare flagrede af sted med et både karskt og emotionelt tenorspil. Og så blev aftenen afrundet med en ballade, ja, en hymne, med følsomt guitarspil og gribende flot saxofonspil fra den evigtunge Charles Lloyd.
