Jeg lyttede til Celine Dion, før jeg vidste, at der var noget, der hed guilty pleasure.
For at være mere præcis (og ærlig) så elskede jeg den canadiske popsangers fraseringer. Som tween ventede jeg på de vilde, vokale ad-libs, der ofte faldt efter andet omkvæd. Jo længere, hun kunne holde en tone, jo bedre.
I dag behøver en sanger ikke have en stemme på fem oktaver for at imponere mig, men det var alligevel en gave at høre Dion synge så skarpt og smidigt, som hun gjorde torsdag aften i Royal Arena.
I 1990’erne og de tidlige 00’ere solgte hun millionvis af cd’er, og i de første to-tredjedele af showet spillede hun et prisværdigt udvalg af hits fra disse. Den parade startede passende med »It’s All Coming Back To Me Now« og den dramatiske intro med susende vind, hamret klaver og svirrende strygere.
Selvfølgelig sang Dion balladerne iført lårhøje sølvstøvler og en hvid, asymmetrisk kjole, der lignede en smeltende skumfidus. De krystalklare keyboards og vokalharmonierne med backupsangeren Barnev Valsaint på »Beauty and the Beast« og »I’m Your Angel« var lige til at guffe.
Findes der en bedre sang i Dions bagkatalog end »Think Twice«, så har jeg ikke hørt den. Der var ikke en finger at sætte på fremførelsen fra den tågede synth til den veldoserede guitar til Dions fraseringer med fornøden hæshed.
Det var poppatos udført til perfektion eller hvad der nærmede sig det.
Publikum tog også godt imod »All By Myself«, der lagde op til lufttrommer på Bridget Jones manér. Ligesom Helen Fieldings litterære heltinde var Dion også kejtet på den kære måde, når hun fyrede jokes af om at være rosinen i pølseenden i en søskendeflok på 14 og hvordan man nu udtaler »Copenhagen«.
»We’re coping together right now«, sagde hun og blinkede til os som en halvsnalret tante.
Hun er divaen, der tager glitter-culottes og knæsokker på. Divaen, der taber sin mikrofon og bliver ved med at lave halvlamme callbacks om det. Flere gange fik Dion stående ovationer fra publikum.
Under det næstsidste nummer, »Titanic«-hittet »My Heart Will Go On«, blev der så stille, at man skulle tro det var en mindeceremoni for Jack Dawson. Jeg var lige ved at lægge hånden på hjertet. Mens panfløjten spillede, blev stemning meget ærbødig.
Men forinden havde Dion og co. desværre delvist saboteret deres egen koncert. Efter »All By Myself« gik de all-in på uptempo numrene, hvilket blandt andet betød den grumme »Love Is All We Need«, der, med et hip-hop-inspireret beat og skrattende, aggressiv guitar, lød som et kasseret outtake fra Michael Jacksons »Invincible« album.
Men det blev værre endnu. Et cover af den afdøde popkonges »Black or White«. Det var helt malplaceret og langt fra funky. Celine Dion, der forsøger at efterligne Jacksons snappende rytmiske evner, er noget jeg aldrig ønsker at opleve igen.
Heller ikke de to Queen covers »The Show Must Go On« og »Love of My Life« viste nye sider af klassikerne eller løftede showet. Der var ikke meget, der pegede på, hvad fremtidig Celine musik kunne lyde som – med undtagelse af den lunkne ballade »How Does A Moment Last Forever« fra den nye filmatisering af »Skønheden og Udyret«.
Selv om jeg har en forkærlighed for hendes 90’er og 00’er materiale, må Celine Dion da hellere end gerne udvikle sin lyd. Rapperen Drake er fan. Måske kan de to canadiere bonde over patos-fyldt pop og akavede moves?
Hvem: Celine Dion
Hvor: Royal Arena, Amager, d. 15. juni 2017
