Mangen en jazzentusiast har gennem årene beklaget, at komponisten Carl Nielsen i midten af 1920erne i skarpe vendinger tog afstand fra jazzen. Ingen ved dog, hvad Carl Nielsen fik hørt af jazz, og det han har lagt ører til, ville mangen en jazzentusiast formodenligt også tage afstand fra.
I år er det 150 år siden, Carl Nielsen blev født, hvilket klart sagt har givet anledning til fejring på forskellig vis. Også her under jazzfestivalen hvor man fredag kunne opleve et hold af fremragende musikere fra såvel den klassiske som den jazzmusikalske lejr .
Erfaringsmæssigt bliver en kombination af jazz og klassisk musik som oftest en underlig zigzag-forestilling, og derfor var det både overraskende og glædeligt, at denne aftens koncertforløb, sammensat af 15 af Carl Nielsens værker, skulle blive så helstøbt og så ægte stemningsmættet.
De to bagmænd, far og søn, organisten Anders Koppel og saxofonisten Benjamin Koppel, havde sammen tilrettelagt og arrangeret musikken, og det var et beundringsværdigt stykke arbejde – og resultat.
Lejlighedsvis dukkede skuespilleren Henning Jensen op med relevante tekster, blandt andet fra komponistens selvbiografi »Min Fynske Barndom«, og så gled musikken ellers smukt af sted mellem klassisk, jazz og dansk folketone, men aldrig med skarpe stilbrud. Dertil var den grundlæggende stemning for stærk. Både den musikalske og den emotionelle stemning. Kort sagt, Carl Nielsens univers var i den grad til stede.
Og de otte musikere var helt med på ideer og formidling, og det skortede hverken på fine forløb eller fine detaljer.
Cellisten Henrik Dam Thomsen lancerede på smukkeste vis »Tit er jeg glad«, som med Anders Koppels meget karakteristiske orgelklange blev til stille jazz, inden Benjamin Koppel slap altsaxofonen løs med saftige improvisationer, der dog aldrig lod »Tit er jeg glad« i stikken.
I »Jens Vejmand« leverede blokfløjtenisten Michala Petri de herligste folkloristiske variationer, og i helt klassisk stil blev hun sekunderet af harpenisten Tine Rehling i den udødelige »Tågen letter«.
Guitaristen Pierre Dørge tog sig af den sfæriske introduktion til »Solen er så rød mor«, der også bød på fint jazzspil fra pianisten Jacob Karlzon, og så fik Alex Riel plads for en trommesolo, som umiddelbart kunne virke lidt umotiveret.
Men, nej, den førte blot op til det, som skulle blive aftenens kunstneriske kulmination, nemlig en fortolkning af 1. sats af Carl Nielsens 3. Symfoni, også kaldet »Espansiva«. Med altsaxofon og blokfløjte i front og til trods for indslag af såvel rockguitar som jazzklaver var formidlingen fuldstændig tro mod det fantastiske værk og den fantastiske komponist. Ja, utvivlsomt ville den også have glædet Carl Nielsen.
Hvad: »Carl Nielsen 150 år«. Benjamin Koppel, Anders Koppel, Michala Petri m.fl.
Hvor: Betty Nansen Teatret, fredag aften.
