Carl Emil Petersen
Arena, Roskilde Festival, torsdag
Det er ikke enhver forundt at spille sin første koncert som solokunstner på Roskilde Festivals store Arena-scene. Men Carl Emil Petersen er heller ikke hvem som helst.
Som frontmand i Ulige Numre har han i flere omgange vist sig som en af sin generations mest talentfulde sangskrivere. Men også som en lidt stædig traditionalist, der - når han ikke lige rammer den helt rigtige melodi og tekst - kan fremstå lidt gammeldags. På den kedelige måde. Grænsen er hårfin.
Derfor lød det umiddelbart også som en god idé, da han for et par måneder siden valgte at trække stikket på Ulige Numre og i stedet gå solo. For simpelthen at ryste posen og lade sangene få et andet liv.
Der var dog ikke de store ændringer at spore i det musikalske udtryk, da Carl Emil Petersen tidligt torsdag eftermiddag gik på Arena-scenen omgivet af sit nye band. Og tangentspiller Jakob Ulstrup fra Ulige Numre var da også en del af det nye hold. Den største ændring var i den tyngde, som bandet spillede hans sange med.
Det er jo ikke værst. Men ej heller en revolution. Og det samme kan siges om det kuld nye sange, han præsenterede under koncerten side om side med højdepunkter fra Ulige Numre-kataloget. Bortset fra den blændende »Liv Før Døden«, der vinder på sit energisk rullende drive og flot knejsende melodi, er det mange af de samme virkemidler, der går igen.
Men selvom det ville klæde ham at udfordre sin egen måde at gøre tingene på, så må man også bare sige, at Petersen og hans nye band er virkelig gode til det, de gør. De både lød og spillede virkelig godt. Og skud ud til hans nye lead-guitarist for de lirede soloer og showmanship i øvrigt.
»Navn I Sne« og »København« har sjældent lydt så godt som under Arenas teltdug, og mon ikke der trillede et par tårer i øjenkrogene under den fine »Frit Land« hos en del af de mange efterskolepiger, der var mødt op? På den måde var det fint. Men som løfte om fremtiden var det ikke vildt ophidsende.
