Stor, større, Drake. Det er ikke mere end tre år et halvt år siden, canadiske Aubrey Drake Graham sendte sit første album på gaden. Siden er den nu 27-årige sanger og rapper kun vokset og vokset. Album for album. Koncert for koncert. Fra at være en lidt spøjs outsider til i dag at stå som en af ikke bare hiphoppens men også poppens mest centrale skikkelser. Både som kreativ fornyer og kommercielt fyrtårn.
Og han er så udmærket klar over det. Både på sin seneste triumf af en plade »Nothing Was The Same« og på scenen mandag aften i Forum, hvor han med sin magnetiske karisma leverede et bragende underholdende show, der satte en tyk streg under hans øjeblikkelige stjernestatus.
Med en billetpris på knap 600 kr. var der også nok at leve op til. Men Drake leverede i den grad varen i en utrolig flot iscenesat koncert, hvor der var skruet betydeligt op for de spektakulære virkemidler i forhold til ved hans koncert samme sted for to knap år siden. I centrum stod hans lille velspillende band omkranset af et tiltet cirkelformet podie, hvor Drake havde masser af spillerum til at bevæge sig rundt, mens han performede. Læg så dertil en gigantisk buet widescreen bagerst, ildspyende pyroteknik, fyrværkeri, røg og lys i lange baner.
Alt sammen ganske spektakulært. Men det havde dog hverken gjort fra eller til, hvis ikke Drake selv havde været den stærke performer, han er. For ligesom på sine plader viste han sig mandag ikke kun som en glimrende sanger, men også som en fremragende rapper med en glasklar diktion, der gik rent ind lige meget hvilket flow, han kastede sig ud over. Den dobbelthed giver ham en langt større spændevidde og appel end mange af især hans rappende kolleger.
Vellydende charlatan
Og så var der lyden. Hvor de fleste andre kunstneres musik lider en grum og ubarmhjertig skæbne i mødet med Forums buldrende betonvægge, så viste Drakes bastunge udtryk sig som skræddersyet til stedet. Ja, akustikken var faktisk kun med til at forstærke musikkens ulmende karakter. Hvor tit kan man lige sige det? Vel gik nogle af albumproduktionernes finere detaljer tabt, men numrenes grundlæggende vibe var intakt: Bassen fik i hvert fald min brystkasse til at rasle på den helt rigtige måde, mens lilletrommens smældende backbeat fik hele salen til at gynge i ekstase.
Hvor Drake på plade er blevet hyldet for sin eftertænksomme og følsomme stil, anlagde han her ganske klogt en langt mere festligt tilgang. Dels ved at skrue ned for balladerne og op for de hårdere raps, men også ved ofte kun at levere et vers og et omkvæd af én sang for så lynhurtigt at suse videre til den næste. Normalt er jeg ikke tilhænger af den slags, men her fungerede det altså glimrende. Koncerten stod sjældent stille – det skulle da lige være, når han for 117. gang kurtiserede publikum – og når ballader som »Too Much« så endelig kom, stod de virkelig stærkt.
Man kan mene meget om al hans klichéfyldte snak om, at vi var det vildeste publikum på turnéen hidtil. Men selvom om det mest af alt lød som dårlige scorereplikker, så havde det alligevel en enorm effekt. Og det er vel egentlig adelsmærket for enhver charlatan. At han kan få én til at føle sig som noget særligt for en stund, selvom man inderst inde godt ved, at han siger det samme til en ny flok tilbedere igen i morgen.
Men mandag aften var Drake vores. Og tusind tak for det.
Hvad: Drake
Hvor: Forum, mandag
