Så blev er lukket og slukket for årets Copenhagen Jazz Festival. Om end med musik, der havde uendeligt lidt med jazz at gøre. OK - der findes masser af fantastisk musik, der intet har med jazz at gøre, men når nu det handler om en festival, der stort set holder sin sti ren, og som i år har slået alle rekorder, ja, så kunne det have været perfekt, hvis den var blevet afrundet med noget uforfalsket jazz. Men nok om det.
Aftenens hovedperson var Burt Bacharach. Den nu 88-årige amerikanske komponist, pianist og orkesterleder, som gennem et langt liv har forsynet verden med en masse vidunderlige melodier. Og koncerten blev da også - som ventet - den store hitparade, hvor ballet naturligt blev åbnet med »What The World Needs Now Is Love«.
Burt Bacharach, der viste sig som en nydelig, men i sagens natur også let skrøbelig, ældre herre, beklagede så, at sangerinden Josie James var blevet syg og ikke kunne optræde. Hvor beklageligt det var, får vi aldrig at vide, men de to øvrige vokalister, Donna Taylor og John Pagano, varetog så det, der skulle varetages, og de stod distancen ganske udmærket.
Det samme gjorde de syv instrumentalister, og, ja, netop alle var udmærkede, ja, rigtigt dygtige, men dertil også ganske profilløse. Så uden den gamle mesters tilstedeværelse var det vel blot et velfungerende kopiband.
Men nu var han der altså, oven i købet som manden i midten ved flyglet, hvor han med sin lette og elegante tangentbehandling både akkompagnerede og skabte de små fine broer mellem melodierne i aftenens første store medley.
Det omfattede »Walk on By«, »This Guy's in Love with You«, »I Say A Little Prayer«, »Trains and Boats and Plains«, »Wishin' and Hopin'« og »Always Something There to Remind Me«. Og det var godt, for det var her, vi lige blev mindet om, hvilken strøm af skønne melodier, Burt Bacharach har skabt. Ydermere sørgede de to vokalister for - både individuet og i duet - at minde os om, at også tekstforfatteren Hal David har sin aldel i sangenes unikke substans.
Fra et andet Bacharach-samarbejde, nemlig med Elvis Costello, sang John Pagano »God Give Me Strength«, og så fik Donna Taylor æren af at fortolke en af komponistens allertidligste sange, den countryinspirerede »Mexican Divorce«, om hvilken Burt Bacharach blandt kunne berette, at det var ved indspilningen af denne sang, at han første gang mødte sin senere hof-fortolker, sangerinden Dionne Warwick.
På et tidspunkt sneg en ung mand sig ind på scenen og spillede lidt keyboard. Det viste sig at være komponistens søn, Oliver, som da også fik smukke ord med på vejen af sin far. Og det var fint nok.
Og ind imellem dejlige klassikere som »Close To You« og »Baby It's You« blev der også plads for mindre mindeværdige værker. Men så åbnede Burt Bacharach den store filmpose, altså et medley, der inkluderede »The Look of Love« og »What's New Pussycat« samt »Raindrops Keep Fallin' On My Head«, hvor komponisten oplod sin røst. Og selv om den var sart, skrøbelig, sprukken, så var den alligevel fascinerende. Det var bare den ægte vare.
Heldigvis skulle der blive flere af slagsen, som da Burt Bacharach blot med eget flygelakkompagnement fortolkede »Alfie«. Det var på alle måder smukt og bevægende, og han fortsatte med endnu en mesterlig ballade »A House is Not a Home«, og det var aldeles gribende, også da kor og orkester kom ind og løftede sangen mod himlen.
Og selv om der i de senere år er gået inflation i stående bifald, så fik Burt Bacharach - for sit livsværk og sin fortsatte tilstedeværende - et stort og velfortjent et af slagsen. Og så blev det tid for ekstanumrene, der selvfølgelig omfattede »That's What Friends Are For« og slutteligt - som fællessang med publikum - den vel mest udødelige blandt de udødelige - »Raindrops Keep Falllin' On My Head«.
Hvem: Burt Bacharach
Hvor: DR koncertsalen, søndag aften
.
