Jeg er begyndt at værdsætte dem mere. Alle de ikoniske musikere, der var med til at starte det hele, men som er ved at være lidt oppe i årene.
På ganske kort tid har vi mistet Bowie og Prince, og tendensen kommer uvægerligt til at fortsætte i de kommende år. Selv for de største venter den store søvn før eller siden. Det gælder om at fange dem, mens de stadig er her.
Jeg nåede desværre aldrig at opleve hverken David Bowie, Lou Reed eller Michael Jackson. Til gengæld har jeg alene det seneste år har været i audiens hos Paul McCartney, Bob Dylan, Booker T. Jones, Chic, Grace Jones og Iggy Pop.
Til den liste kan jeg nu tilføje rockens aristokratiske gentleman, Bryan Ferry, der spillede i DR Koncertsalen fredag aften.
Hvor nogle af de andre nævnte favner på tværs af generationerne, var det dog tydeligt, at 70-årige Bryan Ferry i dag mest taler til et mere modent publikum, der kan huske tiden med Roxy Music fra deres egen ungdom.
Eller som har drukket cocktails, kysset og måske endda lavet børn til sofistiskerede yuppie-popplader som Roxy-svanesangen »Avalon« (1982) eller solo-højdepunktet »Boys And Girls« (1985).
Kun et enkelt nyt nummer
Det er disse to perioder i Ferrys lange virke, som han har skabt sit gode navn på. Og det valgte han også at anerkende fuldt ud i Koncerthusets elegante rammer.
Kun et enkelt nyt nummer blev det til i form af titelnummeret fra den glimrende 2014-plade »Avonmore«, inden han tog hul på et sæt fuld af højdepunkter fra de første 15 år af karrieren.
Fornemt assisteret af sit ti mand høje band var første del af koncerten primært helliget den mindre rockede del af repertoiret. Fra de forførende luksus-grooves på sange som »Slave To Love« og »Don’t Stop The Dance« over et par flotte nedbarberede Dylan-covers til popkonfekterier som »Oh Yeah!« og ulmende art-pop-indslag som »Zamba«.
Godt halvvejs blev vi ført ind i et forløb fuld af stjernestunder fra »Avalon«, hvor især »Take A Chance With Me« og titelnummeret lød som flydende guld i mine øregange.
Desværre er Ferry ikke længere i stand til at presse sin stemme helt op i det luftige lyse leje på »More Than This«. Den blev i stedet sunget dybt, og så udeblev effekten. Det siger meget om, hvor perfekt kalibreret de her numre er i deres originale indspilninger.
Dansk guitarist i bærende rolle
Heldigvis var både Ferry og bandet oftest super skarpe. Især den kvindelige saxofonist var top sej med sit varme blæs og kølige facon, ligesom den danske lead-guitarist Jacob Quistgaard også gjorde det formidabelt.
I den anden ene af scenen dansede, sang og vrikkede to sorte korsangere ekstra liv i koncerten, mens Ferry for det meste holdt den cool facade.
Da de mod slutningen endelig åbnede op for de mere struttende artrock-numre fra det tidlige Roxy-katalog – »Love Is The Drug«, »Virginia Plain«, »Both Ends Burning« og »Editions Of You« – kulminerede koncerten i et forløsende klimaks af edderspændt rockmusik fra øverste skuffe.
Den slags, hvor alle musikerne jerner afsted i et delirisk ræs mod toppen, og publikum ikke kan andet end at rejse sig fra deres stole og sætte kroppen i frigear.
Så afgjort et godkendt møde med en af de store. Fang ham, mens du kan.
Hvad: Bryan Ferry
Hvor: DR Koncertsalen, fredag
