Nogle mennesker er bare bygget anderledes. Tag nu amerikanske Chris Cornell, hvis usandsynligt rå stemmebånd har gjort ham til en af de sidste tyve års mest markante og afholdte rocksangere i bands som Soundgarden og Audioslave.
Tirsdag aften på Det Kongelige Teater var der så mulighed for at opleve stemmen folde sig fuldt ud i intime rammer, da Cornell stillede op på Gamle Scene ene mand med sin guitar om halsen. Uden en aktuel plade at promovere har den 47-årige rockbrøler på sin aktuelle turné valgt at fokusere bredt på nedbarberede versioner af sange fra hele karrieren, der udover ovennævnte grupper også tæller et par soloplader samt det tidlige grunge-sideprojekt Temple of The Dog.
Flosset skønhed
Hvor Cornells kunstneriske relevans kan være svær at få øje på her i 2012, efterlod aftenens seance til gengæld ingen tvivl om, at manden stadig kan synge solen sort. Efter en lidt sløj start fik den herligt ukrukkede Cornell efterhånden sunget sig brandvarm, da han først leverede ’Cant Change Me’ fra den noget oversete solodebut ’Euphoria Morning’ og siden fulgte op med de gamle Temple Of The Dog-numre ’Wooden Jesus’, ’Call Me A Dog’ og ’Hunger Strike’. Elementært stærk sangskrivning der formåede at fylde det højloftede scenerum med flosset skønhed i metermål.
Herefter fulgte endnu en håndfuld stærke numre fra den kreative heyday som frontmand i Soundgarden. Et forløb der kulminerede med aftenens suverænt bedste indslag i form af ’Blow Up The Outside World’, hvor Cornell badet i rødt modlys over et tungt og dronende guitarloop brølede som et såret rovdyr fortabt i desorienterende ekkoeffekter.
Kedsomheden indfandt sig
Der kunne koncerten sådan set godt have sluttet for undertegnedes skyld. Halvanden time var det gået. Men Cornell var overhovedet ikke færdig og fortsatte ufortrødent i knap en time endnu. Problemet var bare, at numrene fra sidste halvdel af hans karriere ikke tog sig videre heldigt ud spillet side om side med de ældre sager. Især Audioslave-numrenes simple akkordrundgange var forudsigeligt uvedkommende i det akustiske setup. Og da Cornell sågar fandt det på sin plads at spille coverversioner af både Bee Gees’ ’Somebody To Love’ og John Lennons ’Imagine’ begyndte kedsomheden for alvor at indfinde sig. I hvert fald hos undertegnede.
Set over hele aftenen viste Chris Cornell sig dog som en gavmild performer, der stadig synger formidabelt og synes at befinde sig rigtig godt på scenen. Men koncerten viste også, at han som sangskriver tydeligvis har sine bedste år bag sig. Helt umenneskelig er han trods alt ikke.
Hvem: Chris Cornell
Hvor: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, tirsdag
