En tynd hund sidder og skider på det plettede græs, mens to fyre stener med en joint i et par medtagne havestole.
Det er tirsdag aften på Christiania, og alt er som det plejer. Og så alligevel ikke. For om en times tid går to af tidens største danske rockprofiler på scenen. Sammen.
Projektet hedder De Eneste To, og om det er Simon Kvamm eller Peter Sommer, der har fundet på navnet er ikke til at sige. De gør sig jo begge i den slags snurrige sprogspil. Men fællesskabet stikker faktisk meget dybere end det rent kunstneriske.
På deres hjemmeside kan man nemlig læse, at de er venner, ligesom man kan forstå, at sangene på debutalbummet, de udgiver senere på året, vil kredse om netop dét. Venskabet. Om forståelsen mellem Kvamm fra Silkeborg og Sommer fra Skanderborg, som bærer barndommens provinsliv med sig, selvom de i dag er rockstjerner. Om båndet, som kun bliver stærkere, selvom der i dag er børnesæder i familiebilerne. Om behovet for at ringe til hinanden, når det hele brænder på. Om stadig at have lyst til at gå på kampdruk sammen. Om alt dét - og mere til.
Klokken 22.10 træder Sommer og Kvamm så ind på Loppens scene, der må virke forsvindende lille, når man som Nephew-frontmanden har stået i Forum og på Orange Scene, og selvom hans prisbelønnede ven er vant til lidt mindre steder, ja, så er det stadig meget beskedne forhold.
Men det er sådan, De Eneste To vil have det, og stemningen kan de heller ikke ønske sig bedre, da de åbner op for sættet - foran et publikum, som ikke kender én eneste af de 12 sange.
Og det begynder med et programmeret beat, et dybt basspor og skære synth-linjer, som trækker langt flere veksler på Nephews lyd end på Sommers. »Tester« hedder nummeret, som synges tostemmigt af de skjorteklædte herrer, som står i hver sin side af den lave scene med hver sin guitar mellem hænderne.
»Han har altid været en af drengene/Vil give sin højre arm/Men der er lidt for lidt for pengene/Så han må lade lortet blive i sin tarm,« lyder et stykke af teksten, der ligner Sommers værk, men måden hvorpå omkvædet løfter sig, det ligner Kvamms.
Siden følger »Østjylland Dreaming«, der løber i samme lydspor og fortæller om to, »der står sammen som Gud og Fanden«. Et tema, som foldes yderligere ud i »Vi er de eneste to«, hvor linjen om, at »Den er god med jer, men den er bedre med os« lyser op med sprogligt overskud og en næsten barnlig besyngelse af det maskuline kammeratskab.
Men på den absolut gode måde, og som sangene bliver flere i det lavloftede rum, står det mere og mere klart, hvad det er, Kvamm og Sommer kan gøre for hinanden. For hvor Sommer er en versenes mester, og som singer-songwriter lægger en stor del af sine evner og kræfter netop dér, så er Kvamm på en helt anden måde rundet af fællessangsrocken og dens krav om store, selvfølgelige omkvæd.
De to er med andre ord en vindende kombination, og sangene - som de har arbejdet på i tre år - virker meget mere færdige på Loppen end annonceringen om en »åben øveaften« har ladet ane.
Numrene er stramme, ved hvor de vil hen og er tydeligvis inspireret af synth-rock. Ikke nogen personlig eller særegen sound som sådan, men det er heller ikke nogen bydende nødvendighed, når nu teksterne er så rige på vedkommende billeder og historier.
Særlig stærkt indtryk gør et indslag lige midt i sættet, som Sommer introducerer som en sang »om en semikonkret fyr, der hedder Morten.« Her møder vi ham, som enhver fra provinsen kender. Ham, som man ikke har set i mange år. Ham, som man pludselig møder og er blevet sært fremmed overfor, og som bagefter får en til at tænke over, hvem og hvad han egentlig er blevet til.
»Hvem pisser dig af?/Hvem passer du på?/Og hvem passer på dig?«, spørger Sommer, så hjertet springer et slag over i enhver eksilprovinsbo. Stærk sang, stærke sager, og det samme kan siges mange gange i løbet af aftenen, der dog hæmmes lidt af, at ingen på Loppen kender numrene på forhånd, og som indimellem skæmmes af, at Kvamm og Sommers vokaler endnu ikke er helt afstemte.
Noget stort er ikke desto mindre på vej. Det ved alle, da klokken er 23.10. Både kunstnerisk og kommercielt. Det er hunden og de skæve fyre uden for Loppen nu nok ligeglade med. Og de får heller aldrig De Eneste To at se igen.
De er allerede på vej mod meget større steder.
